Færgefart til fem danske øer gav millionoverskud
Rederiet Færgen, der driver færgefart til fem større øer, kom ud af 2013 med 59 millioner kroner i overskud.
Det oplyser Rederiet Færgen, der driver de fem færgeruter. Rederiet oplyser ikke, hvad omsætningen har været, og på hvilken baggrund overskuddet er skabt.
Færgerne til de fem øer har tilsammen overført 4,4 millioner passagerer og en million personbiler, hvilket er på samme niveau som året før. Antallet af lastbiler steg med tre procent til 89.300.
Administrerende direktør i Rederiet Færgen John Steen-Mikkelsen fortæller, at der er flere årsager til det gode resultat.
- Det er i 2013 lykkedes os at fastholde samme niveau på trafikken, som vi havde i 2012. Derudover har vi haft et skarpt fokus på produktudvikling af såvel rejser til vore destinationer, som vores salg om bord på færgerne.
- Dermed har vi kunnet øge omsætningen ganske betydeligt, siger John Steen-Mikkelsen i en pressemeddelelse.
Den positive udvikling ventes at fortsætte i år.
- Vi har her i de senere år gennemført et stort investeringsprogram, blandt andet med indsættelsen af to nye færger på overfarten Spodsbjerg-Tårs og en af verdens største katamaraner på overfarten mellem Ystad-Rønne "Leonora Christina".
- De nye og større færger har givet os muligheden for at kunne overføre rigtig megen trafik på de mest eftertragtede afgange, siger John Steen-Mikkelsen.
I år investerer rederiet yderligere i både havneinstallationer og opgradering af færger i forbindelse med opstarten af to nye 10-årige kontraktperioder på ruterne Samsø-Kalundborg og på Bøjden-Fynshav. Kontrakterne er indgået med Transportministeriet.
/ritzau/