23948sdkhjf

Danskerne vil gerne betale for at køre på vejene

Danskerne er klar til roadpricing. Det viser en ny meningsmåling, som A&B Analyse har foretaget for netavisen Altinget.dk.
Her svarer knap 52 procent af respondenterne, at en omlægning af bilafgifterne til roadpricing er en god idé, mens godt hver fjerde siger nej. 20 procent svarer "ved ikke".

Målingen kommer, efter at Produktivitetskommissionen i sidste uge anbefalede at indføre roadpricing i Danmark.

Samme anbefaling kom i efteråret fra Trængselskommissionen. Og så har vismændene også argumenteret for, at det er den bedste måde at lette trængslen på vejene på.

Politikerne siger nej

Hidtil har regeringen skudt idéen ned og sagt, at Danmark ikke skal være frontløber, fordi den mener, at teknologien er usikker.

Radikale er dog glad for, at danskerne er positive, og trafikordfører Andreas Steenberg melder sig også klar til at sætte udviklingen af et roadpricing-system i gang, såfremt man kan få et bredt forlig på området:

- Vi støtter idéen om roadpricing, men det skal ske som et bredt forlig. Når man laver det hen over midten, vil man trygt og roligt kunne udvikle det hen over mange år, siger Andreas Steenberg til Altinget.dk.

Venstre har imidlertid ingenlunde travlt med at indføre roadpricing i Danmark, lyder det fra partiets trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

- Hvis forudsætningerne er i orden, er roadpricing en god idé. Men jeg mener bare ikke, at der er et teknisk system, der er 100 procent pålideligt, og som er billigt i drift, siger han til Altinget.dk.

FDM er tilhænger

I FDM (Forenede Danske Motorejere) er man tilhænger af idéen om roadpricing, men ser en lang række udfordringer, som skal løses.

Det handler nemlig om meget andet end teknologien, mener Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i FDM, og som også sad med i Trængselskommissionen:

- Vi er ikke specielt bekymrede for, hvorvidt det teknisk kan lade sig gøre. Det er meget mere vigtigt, at man får diskuteret, om man er villig til, at det kan blive meget dyrere at køre nogle bestemte steder i landet, siger Torben Lund Kudsk.

Han nævner også, at overvågning af danskerne er en væsentlig udfordring og anbefaler, at politikerne bliver enige om at nedsætte et udvalg, der kan se på spørgsmålene.

Målingen er foretaget af A&B analyse for Altinget.dk blandt 1023 politisk repræsentativt udvalgte svarpersoner. Svarene er indsamlet i ugen op til 15. januar.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078