Millioner til lokal trafiksikkerhed
Der sættes nu ind på udvalgte steder over hele landet for at bekæmpe "sorte pletter" i trafikken. Samlet afsættes 66,2 millioner til for eksempel forbedring af rundkørsler, krydsombygninger og tiltag, der øger trafiksikkerheden på udsatte steder.
Som en del af indsatsen afsættes 25 millioner kroner til hurtig løsning af lokale problemer, som konstateres eksempelvis efter trafikuheld. Midlerne giver Vejdirektoratet mulighed for hurtigt at sætte ind, hvis problemerne kan løses ved mindre foranstaltninger.
- De projekter, som nu bliver gennemført, vil komme borgere til gavn på steder, hvor man lokalt oplever utryghed i trafikken, og hvor uheldsraten er høj, siger transportminister Magnus Heunicke.
- Projekterne er udvalgt på en måde, så vi får færre uheld og bedre fremkommelighed. Det er vigtigt med en konstant indsats for at forbedre trafiksikkerheden over hele landet. De tiltag, vi her gennemfører, vil bidrage til de senere års positive udvikling, hvor vi har set en tendens til et generelt fald i antal dræbte i trafikken.