Politiet finder narko ved døde vagter på Mærsk-skib
Politiet har fundet stoffer i det rum på containerskibet Maersk Alabama, hvor to amerikanere blev fundet døde.
Containerskibet, der er portrætteret i Hollywood-filmen "Captain Phillips", var fortøjet ved Port Victoria i Det Indiske Ocean, da de to afdøde mænd blev fundet.
Politiet har endnu ikke fastslået dødsårsagen, men en embedsmand i regeringen siger til CNN, at fundet af nåle og stoffer peger på, at en overdosis narkotika var skyld i de pludselige dødsfald.
Mærsk skriver i en pressemeddelelse, at virksomheden er "dybt berørt af tragedien, og vores tanker er familie og venner til de afdøde".
De to døde sikkerhedsfolk, der begge blev 44 år, var en del af en 24 mand stor besætning, der ankom til Seychellerne mandag ved middagstid, og som efter planen skulle forlade containerskibet tirsdag.
- En obduktion vil blive foretaget i denne uge for at fastslå årsagen til deres pludselig død, mens politiet undersøger de mulige omstændigheder, der kan have ført til hændelserne, sagde politiet onsdag.
Begge mænd var ansat hos virksomheden Trident Group, og de var om bord på Maersk Alabama, fordi skibet færdes på dele af verdenshavene, hvor piratangreb sker med jævne mellemrum.
Kommunikationschef hos A.P. Møller - Mærsk Louise Münter skriver i en mail, at virksomheden har en nultolerance, hvad angår stoffer og alkohol, og den arbejder sammen med Trident Group for at sikre, at sikkerhedspersonale får baggrundstjek og bliver narkotestet.
I 2009 blev Maersk Alabama kapret nær Somalia af pirater, som tog hele besætningen til fange. Det blev også forsøgt kapret af pirater i 2010 og to gange i 2011.
Skibet, der har det formelle navn MV Maersk Alabama, er bygget i Taiwan og blev indregistreret i Danmark i 1998. Skibet har siden 2004 haft fast havn i byen Norfolk i staten Virginia i USA.
/ritzau/