23948sdkhjf

Dyre bilkøer fører til mere vejarbejde om natten

Flere og flere vejarbejdere må trække i arbejdstøjet, når vi andre holder fyraften. Billisternes ventetid er nemlig rykket op på dagsordenen, når Vejdirektoratet planlægger arbejder på motorvejene. Det skriver Avisen.dk.
- Tid er penge for bilisterne. Derfor er trenden, at vi lægger mere vægt på at få vejarbejder ordnet på en måde, der giver færre gener for trafikken, siger driftsdirektør Niels Christian Skov Nielsen i Vejdirektoratet til Avisen.dk.

Det betyder blandt andet, at nattebilister kan møde asfalthold helt ud på de små timer på de fleste motorveje i landet - og at arbejdet på store projekter som udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen heller ikke bliver et 7-15-job.

512 kroner i timen

For at vælge, om et vejarbejde skal laves hurtigt, har Vejdirektoratet de senere år brugt et katalog over, hvilke udgifter for samfundet bilkøerne og forsinkelserne giver. En privatperson, der bliver forsinket, er sat til at koste 122 kroner i timen. Sidder man i kø i arbejdstiden, er det sat til en udgift på 512 kroner.

Udregningen for Vejdirektoratet er så, hvad bilisterne i køen koster, kontra hvad det koster ekstra at sende vejarbejderne ud efter almindelig arbejdstid.

- Vi vurderer hver gang det samlede billede: Hvad der generer trafikanterne mindst muligt, er bare et blandt flere kriterier, siger Niels Christian Skov Nielsen.

Vild med natarbejde

Forenede Danske Motorejere (FDM), der er bilejernes talerør, er vilde med natarbejdet.

- Det er fortræffeligt, at myndighederne gør noget for at mindske de gener, der er ved, at der i disse år bliver pumpet over 90 milliarder ud på at forbedre infrastrukturen, siger Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i FDM, til Avisen.dk.

- Det er netop de helt store bilkøer, der truer de kommende år. Den borgerlige regerings trafikplan fra 2008 satte blandt andet gang i udvidelsen af Køge Bugt motorvejen, og den nye jernbanestrækning fra København til Ringsted betyder, at motorvejen skal graves op flere steder.

OK med fagforeningen

Alene i forbindelse med de to projekter skønner Vejdirektoratet, at 106.000 trafikanter hver dag vil blive generet af lange stræk med nedsat hastighed og køer på op til 3 kilometer i myldretiden.

3F er fagforening for de fleste af de faggrupper, der skal udføre projekterne. Her er man positiv over for mere natarbejde.

- Så længe man følger overenskomsten, og der er styr på sikkerheden, så er det i orden med os, siger forhandlingssekretær Tonny Holm til Avisen.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094