Fortsat vækst for Aalborg Havn
Aalborg Havn A/S præsterede i 2013 et overskud på 27,2 millioner kroner ud af en nettoomsætning på 141,7 millioner kroner.
- Det er først og fremmest udskibning af vinger til havvindmøller og øget aktivitet på den ugentlige containerrute Rotterdam-Aalborg-Göteborg, der har bidraget til væksten, oplyser direktør Claus Holstein, Aalborg Havn.
- Vingeudskibningen voksede med 7 procent. Vi forventer yderligere stigning i år med vinger op til 75 meter.
- Desuden har vi oplevet, at de nordjyske eksport- og importvirksomheder i stigende omfang anvender containerruten. Det har medført en vækst på 14 procent. Den positive udvikling af ruten forventes at fortsætte, efter at der nu er to ugentlige anløb på ruten.
Bestyrelsen for Aalborg Havn A/S har godkendt koncernregnskabet, og bestyrelsesformand, borgmester Thomas Kastrup-Larsen betegner årets resultat som meget tilfredsstillende.
Mere sikkerhed
I 2013 investerede Aalborg Havn A/S 3,7 millioner kroner for at leve op til EUs krav om øget sikring af havne og havnefaciliteter. Der er nu installeret bomanlæg i Aalborg Havn, ligesom der er indført adgangsbegrænsning - med hegn. Der er også kommet mere lys og kameraovervågning.
Endnu mere jord
Efter udbud købte Aalborg Havn i 2013 et areal på 165.000 kvadratmeter syd for Rødralsvej af Aalborg Kommune.
Med dette areal Arealet er det fortsat muligt at efterkomme efterspørgslen på nye etableringsmuligheder.
- Vi har 80 virksomheder beliggende på havnens nuværende område, og der er fortsat efterspørgsel på arealer i "Danmarks bedst planlagte havneområde," som Claus Holstein kalder Aalborg Havn.
Endelig har bestyrelsen for Aalborg Havn principgodkendte, at der anvendes 500 millioner kroner til investeringer i årene 2014-2016.