Travlhed udløser flere nye lastbiler til SCT
Den nordsjællandske transportvirksomhed har nu over 200 lastbiler.
De 12 nye lastbiler er af typen Volvo FH 500 6x4 trækkere, hvoraf de to er beregnet til blokvognstransporter.
Kombinationen med 3 aksler på den trækkende enhed og 4 aksler på sættevogn/kærre giver lastvognstoget mulighed for at udnytte en totalvægt på 54 tons.
Afgørende for SCT Transports valg af lastbiler er ønsket om at være ajour med det nyeste og mest konkurrencedygtige materiel til gavn for kunderne og en hurtig opgaveløsning.
Arbejdsmiljø
Investeringen i de nye Volvo lastbiler er også en investering i større trafiksikkerhed og bedre arbejdsmiljø for chaufføren. Alle de nye lastbiler er udstyret med den fuldautomatiske I-Shift gearkasse. Gearskiftesystemet er elektronisk styret og integreret med motor- og bremseelektronikken. Elektronikken er afstemt efter den bedste brændstoføkonomi og den mest driftsikre kørsel.
Chaufføren kan med Volvos I-Shift gearkasse koncentrere sig 100 procent om trafikken i København, samtidig med at chaufførens arm, skulder og knæ skånes fra hundredvis af belastende og monotone bevægelser i det daglige. De harmoniske og glidende gearskift giver også et bedre arbejdsmiljø for chaufføren, som opholder sig i førerhuset en hel arbejdsdag.
De nye lastvogne er også udstyret med ESP, et elektronisk stabilitetsprogram, der sikrer lastbilen mod at vælte, og ACC (Adaptive Cruise Control), et intelligent fartpilotsystem som advarer og sikrer mod kollision med forankørende.
I drift i Valby
Halvdelen af de nye lastbiler er sat i drift i Carlsberg Byen i Valby, hvor store kraner, gravemaskiner og lastbiler i pendulfart vidner om et hektisk arbejdsmiljø og en bydel i forvandling. Der er tale om et 25 hektar stort område, hvor der de kommende år skal bygges 567.000 m2 en by i byen med moderne faciliteter såsom butikker, boliger, kontorlejemål, cykelstier, grønne områder, kulturaktiviteter, professionshøjskole m.m.
De nye Volvo lastbiler er leveret af Volvo Truck Center Hillerød.
SCT beskæftiger ca. 250 medarbejdere og har afdelinger i Gilleleje, Hillerød, Roskilde og København. I 2012 blev SCT kåret til Årets Transportvirksomhed og i 2013 vandt de den nordsjællandske Årets Erhvervspris.