Overvismand: Intet tegn på opsving i dansk økonomi
Der er talt meget om et stemningsskifte i dansk økonomi. Men overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen kan ikke få øje på stemningsskiftet i de hårde nøgletal. Det siger han til TV 2 Finans på News.
- Man kunne vælge at hæfte sig ved det beskedne svup opad i BNP, men det dækker desværre ikke over et "stemningsskift" eller et selvdrevet, underliggende opsving.
Overvismanden hæfter sig ved, at der hverken er kommet gang i privatforbruget eller private investeringer. Den positive udvikling i den indenlandske efterspørgsel kommer dermed overvejende fra offentligt forbrug og investering.
- Det kan være fint nok, men det er bare ikke et tegn på stemningsskifte, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til TV 2 Finans.