Højesteret gav speditør førsteret til varelageret
En speditør, der stod for transport og oplagring af varer for et handelsfirma, havde tilbageholdsret i hele varelageret for sit samlede krav. Speditøren kunne derfor kræve dækning af sit tilgodehavende forud for handelsfirmaets virksomhedspanthaver. Højesteret ændrede hermed landsrettens dom.
Når varerne kom til Danmark opbevarede speditøren varerne på sit lager for firmaet, indtil varerne blev solgt videre. Speditøren stod endeligt for "plukningen" af varer fra lageret. Aftalen var indgået på grundlag af NSAB 2000.
Handelsfirmaet kom imidlertid i økonomiske problemer under finanskrisen, og firmaets bank krævede derfor virksomhedspant i varelageret som sikkerhed for sit krav. Cirka to år senere gik handelsfirmaet konkurs.
Ved konkursen opstod spørgsmålet, om speditøren kunne dække sit tilgodehavende ved at sælge varerne på lageret, eller om banken havde ret til lageret på grund af sit virksomhedspant.
Bankens sikkerhed: virksomhedspant
Banken havde virksomhedspant i handelsfirmaets varelager. Virksomhedspant er en vidtrækkende form for sikkerhed, hvor panthaveren har sikkerhed i en type af aktiver hos pantsætteren som for eksempel alle varerne på virksomhedens varelager.
Panthaveren har altså ikke pant i et specifikt aktiv. Det betyder, at pantsætteren løbende kan sælge og købe nye aktiver, uden det reelt vedkommer panthaver. Panthaveren må finde sig i, at det pantsatte – altså det samlede lager – løbende stiger og falder i værdi.
I dette konkrete tilfælde var det aftalt, at banken havde pant i kundens varelager. Pantet omfattede altså blandt andet de varer, som speditøren opbevarede på sit lager.
Speditørens sikkerhed: håndpant og tilbageholdsret
Speditøren havde to typer sikkerhed: Håndpant og tilbageholdsret.
En håndpanteret skal altid være aftalt mellem parterne. Her havde parterne aftalt NSAB 2000, som indeholder en regel om håndpant i § 14.
NSAB 2000 giver altså automatisk speditøren håndpant i de varer, der er i hans besiddelse. Håndpantet kan anvendes til at dække alle speditørens krav mod transportkunden – ikke kun fragtkravet for den konkrete transport.
Tilbageholdsret er derimod et almindeligt princip i dansk ret, som gælder uden aftale og også gælder uden for transportforhold. Der er to vigtige betingelser for, at en speditør har tilbageholdsret:
1. Speditøren skal have genstanden i sin besiddelse, og
2. Der skal være sammenhæng mellem kravet og den tilbageholdte genstand.
Et typisk eksempel på tilbageholdsret er transportørens ret til at tilbageholde gods, indtil fragtkravet er betalt.
Tilbageholdsret skal som udgangspunkt respektere en panteret, der er stiftet før tilbageholdelsen – for eksempel virksomhedspant. Dette udgangspunkt fraviges i de særlige tilfælde, hvor den leverede ydelse har "bevaret eller øget" det tilbageholdtes værdi. I så fald kan tilbageholdsretten komme "forrest i køen" og altså få prioritet foran tidligere panterettigheder.
Højesterets dom: Tilbageholdsretten vandt over virksomhedspant
Højesteret vurderede først stillingen mellem de to panterettigheder – speditørens håndpanteret efter NSAB 2000 § 14 og bankens virksomhedspant. Retten pointerede, at det, der var aftalt først, skulle dækkes først.
En mindre del af varerne på varelageret var ankommet til lageret, før banken fik virksomhedspant. Denne del af varerne havde speditøren førsteret til.
Speditørens håndpanteret i den del af varerne, som var ankommet til lageret, efter banken havde fået virksomhedspant, skulle derimod respektere virksomhedspantet. På dette punkt var Højesteret enig med landsretten.
Speditøren
bevarede værdien af varelageret
Herefter vurderede Højesteret stillingen mellem speditørens tilbageholdsret og bankens virksomhedspant. Dette var relevant for den del af varerne, som var leveret efter banken fik virksomhedspant.
Højesteret kom frem til, at speditørens samlede ydelse – transport, opbevaring og logistik – havde øget eller i hvert fald bevaret varernes værdi. Det havde jo også været i bankens interesse, at der var blevet taget hånd om varerne.
Betingelserne om besiddelse og sammenhæng var også opfyldt. Kravet vedrørte nemlig transport og opbevaring af de tilbageholdte varer. Højesteret ændrede her landsrettens afgørelse og konkluderede, at speditørens tilbageholdsret vandt over bankens virksomhedspant.
Speditøren havde altså førsteret til alle varerne, og speditøren fik dermed dækket hele sit tilgodehavende på trods af kundens konkurs. Banken måtte nøjes med det, der eventuelt var tilbage, efter speditøren havde fået sin del.
IUNO mener:
sikkerhedsnet
blev genetableret
Håndpanteretten i NSAB 2000 § 14 er efter denne dom ikke meget værd som sikkerhed overfor en virksomhed, som har virksomhedspantsat sit varelager – i hvert fald ikke, hvis virksomhedspantet er aftalt og tinglyst, før speditøren får godset i sin varetægt.
Dette er den typiske situation. Det betyder, at speditøren får en (typisk ubrugelig) andenprioritet til sikkerhed i godset.
Dommen viser dog, at speditørens generelle tilbageholdsret under visse betingelser kan springe foran i køen og opnå prioritet foran tidligere stiftede rettigheder. Dette er dog betinget af, at speditørens ydelser har tilført – eller i hvert fald har bevaret – godsets værdi.
Højesteret lægger i dommen vægt på, at der her var tale om en samlet opgaveløsning, som alt i alt har tilført eller bevaret værdi.
Dommen er altså konkret begrundet, og kan principielt ikke tages som udtryk for, at enkelte transportopgaver altid tilfører eller bevarer værdi.
Samtidig er en transportørs tilbageholdsret som hovedregel – i modsætning til håndpanteretten i NSAB 2000 § 14 – begrænset til den del af transportørens krav, som vedrører transporten af det konkrete gods, der tilbageholdes.
Det er en væsentlig ulempe ved tilbageholdsretten, at transportøren ikke kan opnå sikkerhed for eventuelle ubetalte fragtkrav fra tidligere transporter.
Selvom retsstillingen for speditører og transportører endnu ikke er helt klar, har denne dom ikke desto mindre kastet lys over en ellers meget uklar retsstilling.
