Lavmand-tip til Miljø & Teknik i København
Lavmands har bygget tre lad-biler med 3-vejs tip, kran og værktøjskasser.
Der er tale om tre identiske Volvo FL H lastbiler med 290 hk. De er opbygget med en 8 tonmeter Fassi-kran og et 3-vejs tiplad. Mellem kran og lad er der bygget forskellige værktøjskasser til redskaber og håndværktøj.
- Det er Volvo, som har vundet licitationen for Københavns Kommune. Vi er kommet med som underleverandør til Volvo, fortæller salgschef Lars Hansen fra Lavmands.
- Vi startede med at få et helt nøgent Volvo-chassis, men inden vi gik i gang, skulle vi have nogle beregning på chassiset og en stabilitetsberegning. Det skyldes, at der skulle installeres en kran bag førerhuset.
Ladet er et 12 ton lad med 3-vejstip og aluminiumssider. Ladet er 3.650 mm langt. Bunden er en isoleret finerplade beklædt med 3 mm Hardox stål.
- Grunden til at vi har lagt en Hardox-plade i bunden, er at beskytte ladet. Når man for eksempel tager asfalt op med grabben, kan man skade bunden, forklarer Lars Hansen.
Ladet er bygget op fra bunden med jern, traverser, sidekanter, hængsler og tip-kurve.
Lavmands har måttet lave en smule om på indretningen af chassiset. Brændstoftanken er flyttet fra højre til venstre side, fordi der skulle installeres en stor værktøjskasse i bunden på bilens højre side, forklarer Lars Hansen.
Værktøjskassen er delt i tre rum. I det første rum er indrettet et specielt stativ til en vibrator, der bruges til at stampe asfalt fast med. Vibratoren sidder i et specielt beslag, så asfaltarbejderne ikke skal løfte den så højt for at få den ud af kassen.
I et andet rum sidder en inverter, der omdanner lastbilens strøm til 230 volt. Det skal levere strøm til alt slags elektrisk værktøj.
Kommunen har også ønsket en redskabskasse foran i venstre side mellem kran og tiplad til deres river, koste, skovle, skrabere og andet håndværktøj.
Kommunen har lavet en komplet service- og reparationsaftale med Lavmands gældende for en periode på fem år.
Volvo FL H.
290 hk,
I-Sync gearkasse,
luftaffjedring
ekstra vindue i passagerdøren
Kran Fassi F80-23 med hydraulisk udlæg på 9,1 meter og radiostyring.
Bilerne er leveret af Anders Andreassen fra Volvo Trucks i Taastrup.