Ministergaranti: Der er penge til bedre erhvervsskoler
Regeringen har reserveret penge til en reform af erhvervsuddannelserne. Organisation er dog ikke overbevist.
Der står tværtimod en solid sjat penge bag regeringens ambition om at få flere unge til at vælge en karriere som murer, smed eller mekaniker.
Det siger undervisningsminister Christine Antorini (S), som i løbet af få uger forventes at præsentere et reformudspil.
- Vi laver en reserve, hvor pengene bliver på undervisningsområdet. Og i og med at erhvervsuddannelserne bliver det store løft, forventer vi selvfølgelig, at pengene igen bliver sat i spil i forhold til erhvervsuddannelserne, siger hun til Avisen.dk.
Netop Undervisningsministeriets reserve har skabt panik efter regeringens finanslovudspil, fordi den hentes gennem årlige besparelser på det såkaldte taxametertilskud til erhvervsuddannelser og erhvervsgymnasiale uddannelser (HTX).
I finanslovforslaget afsættes en milliard kroner til den forestående reform, mens en årlig reduktion på to procent over fire år ifølge beregninger fra Danske Erhvervsskoler samlet udgør en besparelse på 980 millioner.
Christine Antorini forsikrer dog, at pengene løber ind i en "omstillingsreserve", som ifølge finanslovudspillet vil udgøre 1,8 milliarder kroner i 2017.
- Det er en misforståelse, at vi har sparet en milliard på erhvervsuddannelserne. Omstillingsreserven betyder, at vi beholder to procent. De ligger i en god kasse hos mig, og det er ikke nogen, der skal bruges til alt muligt andet, siger hun.
Erhvervsskolernes organisation føler sig dog ikke overbevist om, at der kommer til at ligge flere kroner bag det forestående løft.
- Jeg betragter ikke det her som en garanti. Vi har haft mere end én minister, som har stillet os penge i udsigt, som siden er endt i finansministerens kasser. Så vi vil se det, før vi tror det, siger Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler, til Avisen.dk.
/ritzau/