Analytikere jubler over Mærsk-regnskab
Analytikerne har armene i vejret over Mærsk-koncernens halvårsregnskab, hvor især containerfragtdelen stråler.
Det vurderer senioranalytiker hos Sydbank, Jacob Pedersen.
- Det er væsentligt bedre end forventet - et meget stærkt kvartalsregnskab. Det er halvanden milliard kroner bedre end forventet, siger han med henvisning til de sidste tre måneder af første halvår.
- Og det til trods for, at tankskibsdivisionen nedskriver for 1,6 milliarder kroner Så den underliggende udvikling er markant bedre, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.
Koncernen tjente samlet 9,4 milliarder kroner efter skat i første halvår mod 12,3 milliarder kroner sidste år.
Omsætningen landede på 160,3 milliarder kroner, hvilket markerer et fald på 9,9 milliarder.
Selvom der var små fald, skinner især de store skibe med den hvide stjerne - koncernens containerdivision Maersk Line - igennem som en positiv overraskelse.
Maersk Line leverede et overskud på 3,6 milliarder kroner til gruppen i første halvår, hvoraf 2,5 milliarder kroner kom fra de sidste tre måneder af halvåret.
- Det er et meget kraftigt vidnesbyrd om, at indtjeningsevnen i Maersk Line er noget bedre, end man havde regnet med, siger Jacob Pedersen.
Han bakkes op af sin kollega fra Alm. Brand Markets, Jesper Christensen.
- Det, der tager overskrifterne i dag, er det meget stærke regnskab fra Maersk Line. Det er igen en meget stram omkostningsstyring, der presser resultatet højere op, end der var ventet blandt analytikerne, siger han til Ritzau Finans.
- Det fører også til en opjustering af forventningerne til hele koncernen.
Sidste år fik Maersk Line et underskud på 372 millioner dollar, hvilket i nutidens dollarkurs svarer til 2,1 milliarder kroner, i de første seks måneder.
/ritzau/