Politi og demonstranter støder sammen i Mexico By
51 er kvæstet og næsten 100 anholdt, efter 45-års-dag for studentermassakre udvikler sig voldeligt.
Røde Kors oplyser, at mindst 51 mennesker blev kvæstet, da en gruppe maskerede demonstranter begyndte at kaste sten og benzinbomber mod politiet.
Betjentene besvarede angrebet med tåregas og kastede stenene tilbage den samme vej, som de kom fra.
Vinduer i butikker blev knust og busholdesteder ødelagt.
Også hovedsædet for en landsdækkende avis blev angrebet, og adskillige journalister blev overfaldet af både demonstranter og politifolk.
Mindst 97 mennesker er anholdt.
Demonstrationen, der startede fredeligt, var til minde om ofrene for en massakre på studenter den 2. oktober 1968.
Dengang åbnede soldater ild mod 8000 demonstranter i området Tlatelolco i den mexicanske hovedstad.
Ifølge de officielle tal blev 40 dræbt, men borgerrettighedsorganisationer siger, at helt op mod 300 mistede livet.
Årsdagen markeres hvert år.
Drabene i 1968 fandt sted midt under Det Institutionelle Revolutionspartis (PRI) storhedstid. Partiet havde brutalt regeret Mexico i det meste af det 20. århundred
PRI er atter tilbage ved magten efter 12 år i opposition.
Præsident Pena Nieto har forsøgt at komme kritikerne af massakren i 1968 i møde og lovet, at han som PRI-leder vil respektere demokratiet.
- Det var efter studenterbevægelsen i 1968 og de efterfølgende politiske reformer, at det blev sikret, at vi i dag har en pluralistisk og demokratisk Mexico, skrev Nieto på Twitter på årsdagen for det blodige optrin i 1968.
Men demonstranterne mener ikke, at Nieto og PRI går langt nok. De kræver, at de ansvarlige for massakren for 45 år siden omsider drages til ansvar.
/ritzau/AFP