23948sdkhjf

Søvndal vil ikke gøre piratanklage til en politisk sag

Det hjælper ikke på chancerne for en hurtig løsladelse, hvis Danmark blander sig i det russiske retssystem.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) vil ikke gøre piratanklagen mod den 26-årige danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen til en politisk sag.

Det siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Erfaringerne viser, at det sjældent giver resultat at forsøge at påvirke andre landes retssystemer politisk i denne type sager. Det ville vi næppe heller acceptere her i Danmark.

- Så vi vurderer på nuværende tidspunkt ikke, at vi tjener hendes interesser bedst og øger sandsynligheden for en hurtig løsladelse, hvis vi gør det her til en politisk sag, siger Villy Søvndal.

Han tilføjer, at Udenrigsministeriets Borgerservice har været i kontakt med den anklagedes familie, og de er enige i ministeriets linje.

At sagen ikke bliver et politisk anliggende betyder ikke, at den danske aktivist bare skal klare sig selv, understreger Villy Søvndal.

- Vi har blandt andet sendt en medarbejder fra ambassaden ud for at besøge og hjælpe danskeren derovre, ligesom Udenrigsministeriet er i kontakt med de nærmeste pårørende i Danmark.

- Vi vil fortsat følge sagen meget tæt og gøre alt, hvad vi kan for at støtte det danske besætningsmedlem og hendes pårørende. Det er deres interesser, vi skal varetage i denne sag, siger Villy Søvndal.

Han afviser at svare på, om det er rimeligt, at aktivisterne er blevet tiltalt for pirateri-virksomhed, fordi det ifølge Søvndal netop vil gøre sagen politisk.

I værste fald kan en pirateri-anklage i Rusland give en fængselsstraf på 15 år.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078