Lars Løkke Rasmussen besøgte LangelandsFærgen
Rederiet Færgen benyttede lejligheden til at fortælle oppositionslederen om de nye færger, visionerne for fremtiden og betydningen af Rute 9.
- Vi er rigtig glade for, at Lars Løkke Rasmussens viser interesse for LangelandsFærgen, siger kommerciel direktør Jørgen Jensen fra Færgen.
- Vi har haft lejlighed til at fortælle om vores forretning her på Langelandsbæltet og ikke mindst om vores store visioner for fremtiden.
Rute 9 i fokus
Der var ét særligt emne, som Færgen ønskede at fremlægge, nemlig landevejen, Rute 9, som fører hen til LangelandsFærgen i både Spodsbjerg og Tårs.
Den er nøglen til at udnytte overfartens potentiale, som efter indsættelse af de nye dobbeltender-færger har en øget kapacitet på 142 procent.
- Rute 9 er en ensporet landevej, der går gennem flere små byer med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t, forklarer Jørgen Jensen.
- Der er ofte kø på vejen, hvilket gør den svært fremkommelig. Hvis vi kan få anlagt en 1+2 vej, vil det betyde et kæmpe løft for både pendlere og erhvervslivet.
Det var vigtigt for os at gøre Lars Løkke Rasmussen opmærksom på, at vi også har behov for god infrastruktur her i Sydøstdanmark.