Politiker i praktik som asfaltarbejder
Det danske asfaltfirma, Lemminkäinen, markerer, at uge 38 er såkaldt "Safety Week", hvor der sættes fokus på arbejdsmiljø- og sikkerhed.
Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen, hvis egen far arbejdede i asfaltindustrien og blev udsat for en meget alvorlig arbejdsulykke, er af Lemminkäinen blevet inviteret til at tage del i sikkerhedsugen. Det sker ved, at han mandag den 16. september kommer i "praktik" i virksomheden.
Det giver ham muligheden for på nærmeste hold at se og opleve arbejdsforholdene for en moderne asfaltarbejder.
Sådan forløber dagen
Kl. 7.00: Lemminkäinen-praktikant Kristian Pihl Lorentzens arbejdsdag starter på Vandel Asfaltfabrik.
Kl. 10.00 ankommer han til Vestre Kvartervej i Tarm, hvor han indgår i arbejdet på det vejhold, der står for asfaltarbejdet på den lysregulerede arbejdsplads.
Snak med bilister
Der blive sat særlig fokus på, hvordan arbejdspladsen er afmærket og lysreguleret - og ikke mindst hvordan bilisterne respekterer afspærringerne og skiltningen.
Anledningen vil også blive brugt til at tage en snak med nogle af de bilister, der holder i kø ved lysreguleringen. Formålet er at komme i dialog om, hvordan man bedst undgår farlige situationer for trafikanter og vejarbejdere.
Ud over Kristian Pihl Lorentzen vil adm. direktør Claus Terkildsen og regionschef Troels Madsen - begge fra Lemminkäinen - gå til biddet for at deltage i dialogen og i øvrigt tilbyde de ventende bilister et saftigt æble.