Kattegatruten stopper sejladsen mellem Kalundborg og Aarhus.
Om en måned - den 12. oktober 2013 - stopper Kattegatruten sejladsen mellem Kalundborg og Aarhus.
Store forskelle i lønninger, sociale omkostninger og arbejdstid for danske søfolk og østeuropæiske lastbilchauffører er sammen med cabotage reglerne og den generelle økonomiske situation i Danmark med til at gøre det umuligt for Kattegatruten at konkurrere på priser, lyder det i en pressemeddelelse fra rederiet.
- Det er umuligt at konkurrere med østeuropæiske priser, siger operations manager Birte Dettmers.
- Vi er meget kede af, at vi er nødt til at nedlægge ruten. Realistisk set er der ikke længere et behov for ruten.
Dyrere brændstof på vej
En anden årsag til rederiets beslutning er de nye regler om svovl i brændstof på skibe. Reglerne træder i kraft til januar 2015.
- De nye regler vil kun gøre problemstillingen værre, siger Birte Dettmers.
- Vi vil herefter være tvunget til at benytte dyrere brændstof eller ombygge skibets maskineri. Allerede i foråret 2012 talte vi offentligt om disse økonomiske problemer ved driften af linien. Selv ikke store omstruktureringer og besparelser har kunnet rette op på den økonomiske situation.
- Vi ser os ikke i stand til at kunne drive rederiet økonomisk fornuftigt i fremtiden.