23948sdkhjf

Amnesty: Drop pirattiltale mod Greenpeace-aktivister

Menneskerettighedsorganisation kritiserer Rusland for pirattiltaler efter anholdelse af Greenpeace-aktivister.
11 af de 30 Greenpeace-aktivister, der er tilbageholdt af de russiske myndigheder siden en protestaktion mod Gazproms olieboringer i Arktis for to uger siden, er onsdag blevet tiltalt for pirateri. Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International protesterer mod anklagerne.

- Disse absurde piratanklager mod aktivister, der har deltaget i en fredelig demonstration, er fuldstændig ubegrundede. De er en hån mod det russiske retssystem og burde frafaldes øjeblikkeligt, siger John Dalhuisen, Amnesty Internationals programdirektør for Europa og Asien.

- De russiske myndigheder har helt klart besluttet sig for at statuere et eksempel mod Greenpeace-aktivister for at afskrække mod fremtidige demonstrationer af lignende art, tilføjer han.

Greenpeace mener, at tiltalerne er ude af proportion med den fredelige protest, som besætningen på Arctic Sunrise foretog 18. september, da to aktivister med reb forsøgte at klatre om bord på Gazproms olieplatform Priraslomnaja.

De Greenpeace-aktivister, der onsdag blev tiltalt, er med i den gruppe på 30 personer, der med magt blev anholdt 19. september, da bevæbnede russiske specialstyrker bordede Greenpeace-fartøjet i Pesjorahavet ud for Ruslands nordkyst og fragtede besætningen til Murmansk.

Det danske besætningsmedlem, Anne Mie Roer Jensen, er endnu ikke blevet tiltalt for pirateri.

- Der bliver her rejst tiltale for pirateri mod samvittighedsfulde mænd og kvinder. Tiltalen er en skandale og intet mindre end et overgreb på princippet om fredelige protester, siger Kumi Naidoo, der er international generalsekretær i Greenpeace.

- Enhver påstand om, at aktivisterne er pirater, er absurd og afskyelig. De er irrationelle og skabt for at få os til at tie stille, men vi vil ikke lade os kue, tilføjer han.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviste i sidste uge, at der var tale om pirateri, men retten mener det anderledes.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062