Østjysk motorvej genåbnet efter trafikulykke
Motorvejen mellem Aarhus og Horsens er atter farbar i begge retninger, oplyser Vejdirektoratet.
Mandag morgen klokken 5.50 kørte en lastbil, der var på vej i nordgående retning, gennem midterrabattens autoværn og ramte en modkørende personbil, der kørte mod syd, oplyser Sydøstjyllands Politi.
- Lastbilen pløjer 200 meter autoværn ned, men der er heldigvis ingen personskade, siger vagtchef Hans Hoffensetz til Ritzau.
Efter trafikulykken, der skete syd for Ejer Bavnehøj, lukkede politiet således motorvejen for trafik i begge retninger mellem frakørsel 54 Ejer Bavnehøj og frakørsel 55 Horsens N.
En bilinspektør skal nu undersøge årsagen til ulykken.
/ritzau/