Varebil kolliderede med militært køretøj
En mand slap med småskrammer, da en varebil og en pansret mandskabsvogn tirsdag kolliderede under en øvelse på Flyvestation Aalborg.
Den sårede var fører af en civil varebil, der af en eller anden grund tørnede sammen med det militære køretøj.
- De to køretøjer kørte frontalt sammen. De deltog begge i øvelsen, men chaufførerne har tilsyneladende misforstået hinanden, siger Poul Badsberg.
Politiet har optaget rapport om ulykken, der efterfølgende vil blive undersøgt af Forsvarets Auditørkorps.
/ritzau/