Dæklarm kan forebygge lastbilulykker (opdateret artikel)
Tre ud af fire lastvogne har for lavt dæktryk. Det har Euromaster sat sig for at ændre. Midlet er en gratis dæktryk-alarm til kunderne.
Derfor introducerer Euromaster nu en dæktrykalarm, som vognmænd og chauffører får gratis med, når de køber dæk og får dem monteret i en af firmaets dækcentre.
- For lavt dæktryk er et stort problem i transportbranchen, og det vil vi gerne gøre noget ved, siger Lars Skov-Andersen, salgschef hos Euromaster.
- Vi har indkøbt et ekstra stort parti dæktryksalarmer, så vi kan starte med at give alarmerne væk til de hurtige kunder.
Sådan virker alarmen
Alarmen er fra firmaet LoadMaster og er udformet som en hætte til montering direkte på de enkelte dæks ventiler.
Det er meget nemt. Man pumper dækket op til det anbefalede lufttryk, skruer alarmen på ventilen og spænder med den medfølgende nøgle, forklarer direktør Søren Hannibal fra LoadMaster.
- Alarmen kalibrerer automatisk og overvåger konstant dækkets lufttryk. Falder trykket mere end 0,6 bar, begynder en LED-diode at blinke og indikerer dermed, at det er tid til at pumpe dækket.
- Chaufføren slipper for at bruge en gammeldags dæktryksmåler og kan for eksempel holde øje med blinkende dioder, mens han tanker, slutter Søren Hannibal.