23948sdkhjf

Stor investering i Aarhus

Aarhus Havn investerer 50 millioner kroner i bedre adgangsveje og større indsejlingsbassin.
Investeringerne skal være med til at effektivisere udnyttelsen af de eksisterende havnearealer og forbedre sikkerheden omkring adgangsvejene til havnen – både til lands og til vands.

De 50 millioner kroner investeres således:

* Forlægning af adgangsveje.

* Opførelse af en ny portbygning med adgangskontrol.

* Udvidelse af det dybe indsejlingsbassin.

Forlægning af adgangsveje

Den sydlige adgangsvej til havnen – Østhavnsvej – forlægges helt ud til Østmolen, hvorved der skabes et sammenhængende areal på ca. 75.000 kvadratmeter til ny havneomsætning.

Arealet, der er klar til brug primo 2014, har direkte tilknytning til kajerne i Multiterminalen.

I tilknytning til den forlagte Østhavnsvej anlægges en grøn stiforbindelse for gående og cyklister.

Forlægningen af Østhavnsvej er muliggjort i en ny lokalplan for området, som Aarhus Byråd netop har vedtaget. Heri indgår også det kommende Havnecenter, som forventes indflytningsklart ved årsskiftet 2015/2016.

Havnecentret vil indgå i adgangskontrollen til hele Østhavnen og vejforlægningen indgår også som en del af forberedelserne hertil.

Portbygning med adgangskontrol

Adgangskontrollen til de øvrige havneafsnit – Oliehavnen og Multiterminalen - vil blive samlet i en ny portbygning, der opføres på Oliehavnsvej. Bygningen med tilhørende vejanlæg forventes taget i brug primo 2014.

Udvidelse af bassin

Adgangen til Aarhus havn ad søvejen foregår via sejlrenden og svajebassinet, hvor mange af de store skibe vendes, før de lægger til kaj.

I forbindelse med Maersk Lines beslutning om at anløbe containerhavnen i Aarhus med den nye generation af verdens største containerskibe, har det vist sig nødvendigt at udvide svajebassinet, således at disse skibe også kan anløbe havnen sikkert i stærk blæst. Vanddybden vil fortsat være 14 meter både i sejlrende og i det udvidede svajebassin.

Denne investering foretages for at opretholde den direkte containerservice mellem Aarhus og Asien. Denne ugentlige service er medvirkende til at styrke konkurrencedygtigheden for import- og eksportvirksomheder i Danmark.

Styrke kunderne

- I øjeblikket investerer vi ikke i nye havneudvidelser, siger havnedirektør Bjarne Mathiesen.

- Lige nu drejer det sig om at styrke kundernes og havnens konkurrenceevne ved at trimme de eksisterende anlæg. Vi skal sikre, at alle adgangsveje er effektive, og at de også på længere sigt lever op til de sikkerhedskrav, som myndighederne stiller.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078