23948sdkhjf

Firmaer tjener kassen på din fyringsangst

Virksomheder spekulerer i, hvordan de kan score penge på danskernes frygt for at miste jobbet, mener forsker.
De seneste år har flere og flere firmaer set fidusen i at tjene penge på folks frygt for at blive fyret. De tilbyder forsikringer, som kun forsvindende få får noget ud af, advarer eksperter. Det skriver Avisen.dk.

Firmaerne tilbyder forsikringer, der dækker alt lige fra boliglån, billån, rejser og benzin, hvis fyresedlen skulle dumpe ind ad brevsprækken.

- Det er et nichemarked inden for forsikringsverdenen, der inden for de sidste par år er steget kraftigt i udbud, siger Mads Mølgaard Bräuner, jurist hos Forbrugerrådet, til Avisen.dk.

Han mener, at firmaerne bevidst taler til folks frygt.

- En del af det reklamemateriale, der er kommet fra den her slags firmaer, har spillet på folks frygt for at miste jobbet, siger Mads Mølgaard Bräuner.

Men langt de fleste får aldrig en krone udbetalt, fordi forsikringsbetingelserne er svære at leve op til, selvom de bliver ledige. Det gør det til en god forretning for firmaerne, forklarer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

- Selskaberne scorer gode penge på det her. Det er relativt få, der bliver ramt på en måde, så de opfylder alle bekendelser i policen, siger han.

Henning Jørgensen er ikke i tvivl om, at de forskellige firmaers intentioner om at hjælpe danskerne af med fyringsangsten i virkeligheden dækker over kyniske beregninger.

- De tjener penge på andres ulykke. De kalkulerer benhårdt i, hvordan de kan tjene penge på det, og hvilke grupper det kan betale sig at udbyde de her produkter til. Det er et typisk kriseprodukt, forklarer han.

Det er de senere års krisestemning og mangel på job, der har boret sig ind i danskernes bevidsthed og nu får dem til lommerne i håbet om at forsikre deres hverdag mod en fyringsrunde på arbejdspladsen.

Hos RealKreditForsikring kan Business Development Leader Morten Jeppesen ikke genkende billedet af, at firmaet driver forretning ved at spekulere i folks frygt.

- Vi ønsker ikke at spille på frygten. Vi giver information, så man på et oplyst grundlag selv kan tage stilling til, om man vil tegne forsikringen, siger han.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141