TEST: Volvo FMX styrer som en drøm
Glem alt om at klamre sig til rattet, når underlaget er ujævnt. Med dynamisk styring i Volvo FMX er entreprenørkørsel nu blevet som kørsel på en motorvej.
Ved testkørslerne forleden kørte Transportmagasinet FMX både med og uden det nye styretøj, og forskellen er imponerende. Hvor man med klassisk styring skal holde godt fast i rattet, som vibrerer i takt med hullerne i eksempelvis en grusgrav, så optager Volvos nye styretøj ujævnhederne så man pludselig kører off road så behageligt som på en motorvej.
En elektronisk styret motor på styretøjet arbejder sammen med lastbilens hydrauliske servostyring og reguleres tusindvis af gange i sekundet af den elektroniske styreenhed.
Ved lave hastigheder overtager el-motoren arbejdet for chaufføren, så man bag rattet kan slappe af uden at overanstrenge især arme og skuldre.
Faktisk kan systemet hjælpe, så man undgår de hyppige arbejdsskader. Endelig er systemet selvoprettende, når man bakker som for eksempel ved lastning og lodsning med tip.
Test i svensk grusgrav
Vi kørte først en runde i grusgraven Kallered udenfor Göteborg fuldt lastet. Herefter tippede vi lasten af grus og det var en stor behagelighed at køre med I-Shift og dynamisk styring sammen; men bakkameraet var nu også ganske effektivt og gav en øget sikkerhed under tipningen.
Herefter kørte vi en runde uden læs for til sidst at blive lastet af en gummihjulslæsser - fra Volvo Construction selvfølgelig, som har samme ejer som Volvo Trucks, nemlig Volvo AB.
Bilen var rolig at køre med takket været luftaffjedringen med otte luftbælge. Ifølge sektorchef Jonas Odermalm fra Volvo har construction-køretøjerne lige så kraftig affjedring som en bil med bladfjedre.
Et ekstra detalje er, at ubelastede tridem bagaksler automatisk løftes, når de ikke er belastede. Hertil kommer interaksel differantialespærre.
Ingen ratkorrektioner
Samtidig sørger den dynamiske styring for, at komforten er den samme med og uden læs. Så køretøjet er helt stabilt ikke noget med konstant at skulle korrigere rattet og klamre sig til det. Nævnes skal også, at Volvo har placeret krængningsstabilisatoren i bogien, og det er med til at øge stabiliteten.
Merprisen på cirka 20.000 kroner for den dynamiske styring er godt givet ud, hvis man vil have ekstra komfort.
I-Shift en mulighed
FMX tilbydes også med I-Shift automatgearkasse, så man nu kan koncentrere sig om at styre bilerne. Desuden havde de testbiler, vi kørte med, som nævnt luftaffjedring, som gør arbejdet i bilen endnu mere komfortabel. Med i købet får man automatisk styring af kørehøjden, som er 300 mm. Det gør fremkommeligheden i terrænet virkelig god.
Motorerne er Euro 6 herhjemme, og der er valg mellem 11 og 13 liter. Sidstnævnte er med enhedsinjektorer. Vores testbil i Kallered med luftaffjedring og dynamisk styring var en 13 liters udgave med 460 hk.
Førerhuset i FMX er særligt stærkt produceret i højstyrkestål. Samtidig er alle komponenter i strukturen foran fået nyt design, der gør førerhuset mere holdbart. Førerhuset er samtidig lavt placeret i forhold til chassiset, så man lettere kommer ind og ud af førerhuset via kun to trin.
Verdens berømteste trækstang
Desuden kan vi nævne trækstangen i støbejern, der kan klare 32 ton. Den er der skudt en video af, som kan nydes på www.youtube.com.
Kofangeren er tredelt, så reparationer kan udføres billigere. Forlygterne er sikret gennem et gitter, og man kan købe bi-xenon lys.
I førerhuset har man fra Volvos side valgt nye sæder med smallere ryglæn, der betyder øget bevægelsesfrihed. Sædet kan også vippes længere frem end tidligere. Udførelsen betyder også lettere rengøring.
Rattet har samtidig fået integrerede kontakter for lettere betjening og det sorte instrumentbræt er vinklet mere end tidligere, så chaufføren lettere kan nå alle knapper og kontakter. Startnøglen er samtidig flyttet op til instrumentpanelet.
Jo - en drøm af en bil....