Fodgænger dræbt af lastbil på motorvej
En dreng blev ramt af en lastbil, da han spadserede på motorvejen ved Kolding, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Drengen kom af en eller anden grund gående i nordgående retning på motorvejen ved Tankedalvej, og politiet fik flere anmeldelser fra vidner, der har set ham både før og efter, at han blev ramt.
- Kort før klokken 17 fik vi en anmeldelse fra et vidne, der havde set en person gå på motorvejen, og klokken 17.01 får vi at vide, at personen ligger på motorvejen, siger Jørn Lindhardt.
Drengen er blevet ramt af en lastbil, og en læge i en ambulance, der blev sendt til ulykkesstedet, kunne konstatere, at han var død på stedet.
Politiet har endnu ikke klarhed over, hvorfor han gik rundt på motorvejen.
Påkørslen forstyrrede trafikken i det nordgående spor, hvor tre biler kort efter tørnede sammen kun to kilometer sydligere.
To personer i bilerne måtte skæres fri, men ingen af dem er i livsfare, oplyser vagtchefen.
/ritzau/