To personer er dræbt i ulykke på motorvejen ved Slagelse
En lastbil og fire personbiler var involveret i ulykke, der kostede to livet. Fire-fem er lettere kvæstet.
- Ulykken sker på et sted, hvor der er noget vejarbejde, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Anders Mikkelsen, til Ritzau.
- Her rammer en lastbil en personbil, som bliver skubbet over i andre personbiler, fortsætter han.
Ved sammenstødet bryder personbilen i brand, og de to personer, der er i den, mister livet. Politiet kan ved 21.30-tiden ikke fortælle noget om de dræbte.
- De er ikke identificeret endnu, siger Anders Mikkelsen.
I alt var fire personbiler og lastbilen involveret i ulykken.
- Fire eller fem personer er bragt til skadestuen med lettere kvæstelser. Lastbilchaufføren er tilsyneladende ikke kommet til skade, men er også bragt til skadestuen for at blive tjekket, fortæller vagtchefen.
Bilinspektøren er tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet og de involverede biler for at fastslå hændelsesforløbet og om muligt årsagen til ulykken.
/ritzau/