Kaptajn: Andre gidsler skal ikke udnyttes som jeg blev
Kaptajn Eddy Lopéz er meget tilfreds med, at have vundet sagerne mod TV2 og Ekstra Bladet i Pressenævnet.
Det siger kaptajn Eddy Lopéz til Ritzau.
Det sker efter, at Pressenævnet onsdag gav Ekstra Bladet og TV2 alvorlig kritik for den måde, de havde behandlet kaptajnen på, mens han sad som gidsel i 838 dage hos somaliske pirater.
- Andre gidsler skal ikke udnyttes på samme måde, som jeg blev af Ekstra Bladet og TV2, da jeg sad taget til fange. Så jeg er meget glad for og tilfreds med, at have vundet de to sager i pressenævnet, siger Eddy Lopéz til Ritzau.
Eddy Lopéz, der sad taget tilfange i to år, tre måneder og 18 dage sammen med sin fem mand store besætning fra coasteren Leopard, sad under tvang, trusler og tortur.
- Jeg havde aldrig min egen frie vilje, jeg kunne på intet tidspunkt tale frit, siger Eddy Lopéz.
Spørgsmål: Du har vundet Pressenævns-sagerne, og vil kunne søge erstatning ved domstolene. Vil du det?
- Det har jeg slet ikke spekuleret over. Det vigtigste for mig er, at jeg får genoprejsning efter at medierne har udnyttet mig i fangenskab på den måde, som de gjorde.
- At min familie får genoprejsning fordi de har haft det meget dårligt over at se, at vi blev udstillet på den måde. For mig handler det ikke om, penge, men om at få ret i, at de medier gik for vidt i behandlingen af mig og de andre også, siger Eddy Lopéz.
Han mener, at Ekstra Bladets dækning betød, at det tog længere tid at komme hjem.
- Ja, det er sådan, jeg oplever det. De skulle have ladet rederiet forhandle med piraterne i fred og ikke blande sig. Jeg oplevede jo også i gidsellejren, at piraterne sagde til mig, at det var godt, at Ekstra Bladet gjorde, hvad de gjorde, og at der var en masse demonstrationer.
- Det kunne presse prisen i vejret for os. Så ja, jeg mener, at Ekstra Bladet var piraternes mediepartner. Det er for dårligt, at udnytte gidsler på den måde for at sælge aviser, siger Eddy Lopéz.
Spørgsmål: Du var alene om at klage til Pressenævnet. Ville du gerne have haft, at Søren Lyngbjørn var med i klagerne?
- Det er Sørens beslutning. Søren ville bare have fred og blive rask, men han har jo siden sagt noget om, at han er enig med mig, at det hele skete under tvang og at udsendelsen i TV2 var skuespil, svarer Eddy Lopéz.
Om Søren Lyngbjørn var med i klagerne eller ej, rokker efter Eddy Lopéz overbevisning ikke ved, at Pressenævnet har sat tydelige pejlemærker for, hvordan medierne skal behandle gidsler.
- Det er det vigtigste for mig, siger han.
Eddy Lopéz havde arbejdet for rederiet Shipcraft i en halv snes år, da han blev kidnappet sammen med sin fem mand store besætning den 12. januar 2011. De slap fri den 30. april i år.
/ritzau/