Kort nyt - luftfart
Korte luftfartsnyheder: SAS-aftalen * kinesisk i Heathrow * CPH sælger Newcastle.
Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) glæder sig over, at der er lavet aftaler mellem de faglige organisationer og SAS, som sikrer flyselskabets fortsatte eksistens.
- Helt overordnet er jeg tilfreds med, at der nu er skabt et godt grundlag for, at SAS kan komme videre i arbejdet med at blive et konkurrencedygtigt flyselskab.
- SAS er utrolig vigtig for Københavns Lufthavn, for Amager, København, og for hele erhvervsudviklingen i Danmark, siger Vilhelmsen.
SF-formanden roser samtidig de mange medarbejdere i SAS, der har måttet acceptere en lønnedgang og dårligere arbejdsvilkår som en del af redningsplanen.
/ritzau/
Kinesisk fond ind i Heathrow
Den kinesiske kapitalfond China Investment Corp. har netop købt 10 procent af aktierne i selskabet Heathrow Airport Holdings Ltd. Prisen er 450 millioner pund, svarende til 4,2 milliarder kroner. Hermed er 30 procent af aktierne på asiatiske hænder. Kapitalfonden Qatar Holding har tidligere på året købt 20 procent; men EUs konkurrencemyndigheder har endnu ikke givet grønt lys til dem.
Ikke bange for kinesisk kapital
Mens andre lande er urolige over for store kinesiske investeringer i nøgleindustrier og infrastruktur, hilser briterne Kina velkommen ikke mindst efter finanskrisen. Tidligere i år har det kinesiske telecom- og computerimperium Huawei Technologies investeret over en milliarder pund i engelske virksomheder. Huawei er ellers blevet forhindret i at investere i USA og Australien. 10 procent af Londons vandforsyning ejes også af kinesiske interesser.
CPH sælger andel i Newcastle
Københavns Lufthavne har indgået en aftale om at sælge sin ejerandel på 49 procent af aktiekapitalen i NIAL Group, som er moderselskab til Newcastle International Airport. Køber er en fond administreret af det australske kapitalfond AMP Capital Investors Limited. Salget betyder, at Københavns Lufthavne får et ekstra plus i regnskabet for fjerde kvartal på 750-770 millioner kroner.