Et markant år er snart gået - del 1
2012 blev et markant år for transportbranchen. Ikke mindst på organisationsniveauet bød året på urolige tilstande. Det startede som en debat på holdninger mellem DTL og ITD, men mod slutningen af året havde det udviklet sig til et større ideologisk opgør om at sikre sig medlemmerne s gunst.
Når man ser tilbage transportorganisationerne i 2012, er der én ting, der springer i øjnene. Antallet af medlemmer. Mens ITD stormer frem, må DTL konstatere, at det går den modsatte vej.
ITD nåede i oktober 2012 op på 556 medlemsvirksomheder det højeste medlemstal nogensinde. På kun et år er tallet vokset med imponerende 26 procent. For et år siden var der 440 medlemmer. Andre vognmandsorganisationer ville være særdeles tilfredse, hvis de kunne holde medlemstallet status quo eller nøjes med en mindre tilbagegang.
Tilsammen driver ITDs medlemsskare nu omkring halvdelen af alle lastbiler, der kører vognmandskørsel i Danmark. Den økonomisk velpolstrede brancheorganisation i Padborg har også formået at ændre profil som en organisation udelukkende for eksportvognmænd. I dag kører under ti procent af medlemmer eksport.
ITDs store tiltrækningskraft på vognmandsvirksomheder skyldes givet de mange gode medlemstilbud, som gør nogle vognmænd næsten kontingentfrie. Der er ikke noget at sige, at mange DTL-medlemmer med formand Jørgen Egeskov i spidsen også er medlem af ITD.
Til sammenligning lever DTL både økonomisk og hvad angår medlemstal under lidt mere trange kår. I dag har organisationen 2.300 medlemmer - heraf 700 med arbejdsgiverstatus. Vist nok med pil nedad. I regnskabsåret 2009-2010 var medlemstallet 2.900.
Organisationen har været tvunget til at tære på formuen fra salget af Vognmændenes Hus i 2005. Hvor meget af det tocifrede millionbeløb, der er tilbage, offentliggøres hvert år på generalforsamlingen.
Nu lider DTL ikke af mindreværdskomplekser. Organisationen fører sig frem og kæmper som om, den havde masser af penge og medlemmer. Der satses utroligt mange ressourcer på cabotage-kampen for at hjælpe de mange mindre vognmandsvirksomheder, som udgør hovedparten af medlemskredsen. På andre vitale områder er den politiske indflydelse intakt, selv om ITD også er blevet ret drevne til at udøve den vigtige politiske kontakt.
Frieri fik en kurv
Siden Jacob Chr. Nielsen blev ITD-direktør i 2010, satte han sig et mål: at transportbranchen allerede i 2015 kunne tale med én stemme. Foreløbig er det kun blevet til en drøm, selv om han flere gange har fremførte ønsket om officielt samarbejde. Senest i en pressemeddelelse i marts og endnu en gang på et vognmandsmøde i november.
Frieriet blev noteret i DTL, som fandt hensigten sympatisk trods "ITDs tidligere brud med fællesskabet." Formand Jørgen Egeskov afleverede standardteksten om, at det bedst kan ske ved, at ITD igen søger at blive medlem af den hovedorganisation, der er der i forvejen. Altså af DTL. Dermed var den sag uddebatteret.
Det er fortsat urealist at tro, at ITD med en egenkapital på godt en halv milliard melder sig ind i DTL. Også i transportbranchen følges magten med pengene.
... fortsættes...
Læs videre i morgen, når di bringer del 2 af Poul Rudolfs årsberetning.