Danmarks mest miljøvenlige fragtbil
Bach & Pedersen Fragt vil gerne følge med tiden. Derfor har du købbt en Scania med Euro 6-motor.
- Vores lokale Scania-sælger, Rene Falkenberg, tilbød, at vi kunne få den allerførste Scania fragtbil med Euro 6-motor. Da vi gerne vil følge med tiden og køre så miljørigtigt som muligt, slog vi til med det samme, fortæller fragtmand Jørgen Bach.
- Faktisk er vores nye fragtbil så ny, at Scania-fabrikken i Sverige gerne ville anvende den på fabrikkens democenter i Södertälje. Her har den kørt de seneste tre måneder, men nu glæder vi os til at sætte den i drift her i Randers, siger Jørgen Bach.
Den nye Scania P 280 indgår i Bach & Pedersens flåde på 34 fragtbiler, som kører ud fra Danske Fragtmænds terminal i Randers, der også udgør Bach & Pedersens hovedsæde.
- Vi kører gerne 8-10 år med vores lastbiler, så det gælder om at være forudseende, siger Jørgen Bach.
- Euro 6-miljøkravet gælder først fra starten af 2014, men ved at investere så miljørigtigt som muligt allerede nu, håber vi at have garderet os mod eventuelt kommende stramninger på miljøområdet.
Den nye Scania P 280 er udrustet med en økonomisk 5-cylindret 9-liters rækkemotor på 280 hk samt automatisk Opticruise gearskiftesystem. Motoren er udrustet med kombineret EGR- og SCR-teknologi, det vil sige både EGR-tilbageførsel af udstødning og tilsætning af AdBlue i de dobbelte katalysatorer (SCR) samt partikelfilter.
Af hensyn til chaufførens trivsel er den nye Scania P 280er udrustet med det ekstra rummelige CP16-mellemførerhus, som af hensyn til ergonomi og kørekomfort er luftaffjedret og lavt placeret på chassiset. Bilen er opbygget som en klassisk fragtbil med 7,5 meter langt aluminiumslad og læssebagsmæk med en kapacitet på 2.500 kg.