PostNord ind i fiskelogistik
PostNord har netop indgået en aftale om at overtage aktiverne i Byrknes Auto.
Byrknes Auto leverer ydelser til fiske- og dagligvaretransporter i Vest-Norge. Inden for de seneste år er virksomheden blevet en af de største inden for sit felt. I 2011 omsatte firmaet for knap 300 millioner norske kroner. Antallet af medarbejdere ligger på cirka 100.
PostNords logistikforretning i Norden omfatter blandt andet Tollpost Globe, som med en omsætning på 2,7 milliarder kroner er Norges tredjestørste transportvirksomhed.
Bedre logistikbalance
- Overtagelsen indebærer yderligere en forstærkning af vores position på det voksende norske logistikmarked, siger Henrik Höjsgaard, chef for forretningsområde Logistik i PostNord.
- Med de to seneste opkøb, af Harlem Transport og nu Byrknes Auto, indtager vi en stærk position i Norge. Vi har forsøgt at styrke vores position specifikt inden for dagligvarer og fisk, da det giver os en bedre logistikbalance og skaber muligheder for ny organisk vækst, siger Robin Olsen, administrerende direktør Tollpost Globe.
Handlen er bl.a. betinget af en godkendelse fra konkurrencemyndighederne i Norge.