Stigende indtjening i transportbranchen
Dugfriske tal fra revisions-og konsulenthuset PriceWaterhouseCoopers (PwC) viser, at størstedelen af virksomhederne i transportbranchen havde stigende indtjening i 2011.
PwC har i "Virksomhedsanalysen 2012" set på den økonomiske tilstand hos 553 af de største danske virksomheder i regnskabsåret 2011 og sammenligner med året før. Analysen omfatter 20 transportvirksomheder.
Analysen indeholder også en branchegennemgang, deriblandt transportbranchen.
Gennemgang af transportbranchen
Der er opstået en spredning mellem virksomhederne i transportbranchen. Mens størstedelen af virksomhederne havde stigende indtjening i 2011, har nogle stadig problemer med faldende indtjening for tredje år i træk.
Undersøgelsen viser følgende tendenser:
Halvdelen af virksomhederne havde en jævn eller stigende overskudsgrad i 2011, hvilket er på niveau med sidste års analyse.
Andelen af tabsgivende virksomheder er faldet fra 40 procent i 2010 til 15 procent i 2011.
Branchens overskudsgrad har været faldende siden 2008, men i 2011 steg overskudsgraden marginalt med 0,1 procentpoint.
Der er sket en fordobling i antal virksomheder med faldende overskudsgrad tre år i træk, hvilket tyder på, at der stadig er transportvirksomheder, som er presset på indtjeningen.
Vellykket krisestyring
I 2011 har branchen forbedret sig på de fleste af analysens udvalgte nøgletal og fremstår derfor som et godt eksempel på vellykket krisestyring.
Branchens arbejdskapital har kun været svagt påvirket under krisen. Dog blev de marginale stigninger siden 2008 brudt af et fald i 2011.
Soliditeten er markant forbedret i 2011. Det tyder på en større finansiel styrke, da egenkapitalens størrelse i forhold til de samlede aktiver er steget.
Branchens gearingsniveau og rentedækningsgrad er forbedret siden 2009. Særligt sidstnævnte har haft en positiv udvikling. Det betyder, at branchen i langt højere grad er i stand til at modstå eventuelle rentestigninger med det nuværende indtjeningsniveau.
Både lager- og debitordage er reduceret i 2011, hvilket samlet set forbedrer branchens cash conversion cycle på trods af faldende debitordage.
Læs mere om undersøgelsen her: http://www.pwc.dk/da/publikationer/virks...