IAT i front inden for sikker transport af fødevarer
Efter et års forarbejde har IATs tankrensningsanlæg i Kolding opnået ISO 22000-certificering, der lever op til fødevareindustriens øgede krav til transportvirksomheder.
Certificeringen er nu en realitet. IAT er nu et af de første selskaber i Danmark, der kan tilbyde rensning af tankbiler, tankcontainere og palletanke på en tankrensningsbane dedikeret fødevareindustrien.
Tankrensningen udføres på det moderne anlæg i Kolding.
Branchen vil kræve ISO 22000
- Vi forventer, at store fødevareproducenter i fremtiden vil kræve flydende ingredienser og færdigvarer transporteret efter standarderne i ISO 22000, siger salgsdirektør Hans A. Petersen, IAT.
- Med en bane udelukkende til at rense tanke til fødevarer og detaljerede procedurer for arbejdets udførelse får vi et ekstra ben i vores tilbud til kunderne i tankrensningsafdelingen.
- Vi føler os overbeviste om, at transportvirksomheder vil stå stærkere ved udbud af store logistikkontrakter i fremtiden, såfremt de kan dokumentere kvaliteten af deres ydelser, siger Hans A. Petersen, IAT.