Anklager: Syv sms'er var nok til jalousidrab på Stevns
Anders Mark Hansen blev tæsket til døde, fordi han sendte syv sms'er til tiltaltes kæreste, mener anklager.
Den nu drabstiltalte TT opsnappede nemlig beskederne fra den 10. februar og kvalte Anders i et jalousianfald den 2. marts på Stevns, konkluderer anklager Bente Schnack fra Statsadvokaten i København i sin afsluttende procedure ved Retten i Roskilde torsdag.
- Der er ingen tvivl om, at de smser har gjort TT fuldstændig tosset på Anders. Et vidne forklarede, at TT har sagt, at Anders skulle have en røvfuld og puttes i et hul, siger Bente Schnack i retten, mens TT ryster lidt på hovedet.
Den 34-årige TT har ifølge anklageren været den, der udførte selve drabet, mens den 28-årige medtiltalte RE blot så på uden at reagere, da Anders blev bagbundet, og den timelange afstraffelse begyndte i Fællesskoven på Stevns.
- TT har vidst, at det gjaldt om at sætte Anders ud af spillet fra starten, og derfor blev han bundet med strips. Derefter havde Anders ikke en chance, og han var overladt til en skruppelløs mand optaget af had og jalousi, fortæller anklageren.
Den medtiltalte RE er valgt med omhu, mener anklageren. RE er nemlig en perifer person i TTs omgangskreds. Samtidig havde TT gennemskuet, at RE "ikke har turdet sige fra i forhold til den bestialske plan, som TT havde lagt".
Den 28-årige RE er dog også anklaget for drabet. Det skyldes, at han passivt sad i bilen og så på, mens Anders fik slag og spark i massevis.
- RE foretager sig intet for at komme Anders til undsætning. Han har en mobiltelefon og en bil. Han havde alle muligheder for at handle, men han gør ingenting, fortæller Bente Schnack.
- Anders kunne være blevet reddet, hvis RE havde handlet. Derfor skal RE straffes for medvirken til drabet, lyder det, mens RE kigger tomt op mod anklageren.
Både den 34-årige TT og den 28-årige RE beskylder hinanden for drabet på Anders Mark Hansen, som blev fundet bagbundet med strips og kvalt den 3. marts.
Liget havde en livrem om halsen, og den anden ende af livremmen var bundet fast til anhængertrækket på offerets egen bil.
Der er ført omkring 30 vidner i sagen, hvor de tiltaltes forsvarere senere torsdag skal fremføre deres procedure i sagen. Der forventes kendelse om skyld fredag og eventuel dom den 4. februar.
/ritzau/