23948sdkhjf

Nu er togene hvide igen

Sidste år fik den københavnske metro et nyt WashTec vaske og vandrensningsanlæg. Det er blevet en stor succes. Nu er togene igen hvide; men hvert togsæt bliver også vasket en gang i døgnet. Det hele foregår førerløst.
Hver dag, år ud og år ind, ja selv juleaften, er der gang i vaskehallen hos Metro Service på Metrovej i Ørestaden. Her vaskes og rengøres alle Metroens togsæt en gang i døgnet, så de er rene, hvide og indbydende for passagererne. Metroen skal leve op til titlen: "Verdens Bedste Metro".

Netop den titel har den københavnske metro vundet igen i 2012 – for femte år i træk! Der måles på en række faktorer. En af dem er renlighed – og den er helt i top.

Max Brandt, ledende tekniker hos Metro Service, viser rundt i den 60 meter lange vaskehal.

- Der er fuld spænding på køreskinnerne, når toget er i vaskehallen, siger han.

- Med 750 volt i køreskinnerne må der normalt ikke være mennesker herinde, når der vaskes. Vi bliver nødt til at have strøm på under vasken, for metroen kører førerløst – også når den er i vaskehallen.

Strømskinnen

Strømmen løber i en grå skinne 30 cm over jorden. Derfor er der også ekstrem sikkerhed forbundet med at bevæge sig i området. Man kan ikke komme herud uden tilladelse fra kontrol- og sikkerhedsafdelingen. Den afdeling sidder i et stort kontrolrum og kan via kameraer følge med i alt, der bevæger sig herude.

Skulle man af vanvare komme til at åbne en dør til området uden tilladelse, afbrydes al strøm øjeblikkeligt og togene stopper på rangerområdet.

Selvfølgelig kan man koble kørespændingen fra, så det er muligt at bevæge sig i området med færre restriktioner; men det kræver særlig tilladelse fra kontrolrummet. Desuden er det kun specialuddannet personale, der må komme herud. Man skal altid have en vagtpost med, og man skal være mindst 50 cm fra en køreskinne.

Sikker arbejdsplads.

- Vi går meget op i sikkerhed. Derfor har vi aldrig haft alvorlige ulykker herude, siger Max Brandt.

- Det er dødeligt at få stød med 750 volt. Der er 20.000 ampere i kortslutningsøjeblikket. Det er nok til at vælte en elefant.

- Toget er en farlig arbejdsplads. Toget kan ikke se dig. Det kører bare. Derfor er det dig, der skal se toget. Hvis man alligevel kommer ind foran toget, er der en anordning, som nødbremser toget.

Sådan foregår en vask

For at toget kan køre, er der fuld kørestrøm på toget under en vask. Det sikrer også, at kommunikationen mellem tog, porte og vaskemaskine fungerer.

Vaskeoperationen starter, når en medarbejder i kontrolrummet giver toget en kode, så det bliver taget ud af drift og kører hen til vaskehallen. Når toget nærmer sig, åbner porten til vaskehallen. Toget kører ind og holder i den korrekte position. Sensorer registrerer, at toget er korrekt placeret. Der er en tolerance på plus/minus 10 cm.

Når porten lukker, sendes et signal til vaskemaskinen, som sætter i gang.

Når vasken er slut, kører vaskemaskinen tilbage i startposition. Når børsterne er væk, åbner porten, og toget kører ud. Når den er kommet en vis afstand fra vaskehallen, lukker porten igen.

Toget kører nu hen på et ventespor og er klar til at blive sendt i drift igen. Samtidig er næste tog klar til at køre ind vaskehallen.

Tre vaskeprogrammer

Et tog er i gennemsnit i vaskehallen i cirka 20 minutter. Det afhænger af det vaskeprogram, der køres. Vaskemaskinen har tre programmer.

1. Øko-vask eller lyn-vask.

2. Normal vask.

3. Intensiv vask.

- I de fleste tilfælde får toget normalvask og i programmerede intervaller en intensivvask. Det er en dybderengøring bestående af en en syrevask efterfulgt af en normalvask og voks, forklarer Max Brandt. Det kalder vi en Guldvask.

- Lynvask bruger vi sjældent. På sommerdage med godt vejr og meget sol kan vi nøjes med en lynvask. Så sparer vi tid og sæbe.

Meget snavsede

Selv om Metroen kører meget under jorden, bliver togene meget snavsede. Der høvles mange mikroskopiske partikler op fra skinnerne og hjulene. Partiklerne varmes op af solen og sætter sig fast i lakken sammen med almindeligt støv og snavs. Når det regner, driver snavset ned langs togets sider.

De bliver meget snavsede. Derfor vaskes togene en gang i døgnet.

Toget skal have den rette temperatur, inden det vaskes. Om sommeren kan lakken være op til 50 grader varmt. Hvis man hælder syrevand på lakken ved den temperatur, vil vandet fordampe og syren angribe lak, gummilister, mv.

Derfor er der ved indkørslen i vaskehallen opsat en såkaldt temperaturskyllebue, der med vand køler lakken ned og samtidigt blødgører skidtet.

Trykluft på undervognen

Toget får også undervognsrens. I stedet for vand bruges højkomprimeret luft for ikke at skade de elektriske komponenter under toget.

- Vi blæser trykluft på 8 bar op under toget. Ved hjælp af bevægelige dyser spredes luften ud over hele togets undervogn og løsner alt skidt.

- Skidtet løber sammen med vaskevandet ud i rensningssystemet.

Lukket port

- Vi har naboer at tage hensyn til. Derfor vasker vi kun, når porten er lukket, forklarer Max Brandt.

Metroen har 34 togsæt. Vaskehallen vasker 24-28 tog i døgnet, alle ugens dage året rundt. Det svarer nogenlunde til samme antal vask på en velbesøgt tankstation. Den vasker i gennemsnit 10.000 biler om året.

Det er fortrinsvis om natten, at togene bliver vasket. Her er der kun 20 minutters drift på metroen, så der er flere togsæt til rådighed. Om dagen bliver det til 3-4 togvask. Om natten skal der vaskes så mange tog som muligt.

Daglig rengøring

Togene bliver rengjort indvendigt hver dag. Sent om eftermiddagen kommer de første rengøringsfolk. De arbejder hele aftenen og nattet. Det foregår på to specielle rengøringsbaner ved siden af værkstedet og vaskehallen.

- Når vi har toget inde til en rengøring, bliver det som regel også sendt til en vask. Så ved vi, at toget er rent både indvendigt og udvendigt, siger Max Brandt.

Følger med på iPad

Max Brandt kan sidde hjemme og overvåge vaskeprocessen fra en iPad.

- Når jeg logger ind på serversystemet, kan jeg se alle hændelser og følge hele vaskeprocessen, fortæller han.

- Jeg kan også se hele historikken. Hvordan maskinen har kørt det sidste års tid. Jeg kan også "resette" maskinen på iPad’en, hvis der skulle være brug for det.

- Det fik jeg brug for sidste efterår, da jeg var på forretningsrejse i Tyskland. Om aftenen blev jeg ringet op af kontrolrummet. Det var en fejl på vaskemaskinen. Jeg kunne sidde på hotelværelset og "resette" maskinen med iPad’en, og de kunne fortsætte vasken.

Den gamle vaskemaskine

Den nye vaskemaskine er leveret af WashTec sidste efterår. Den afløste en italiensk maskine, som man har kørt med siden metroen startede i 2000.

- Vi har bakset meget med den gamle, siger Max Brandt.

- Vi har brugt mange timer på reparationer og på at holde den kørende. Derfor var vi meget glade, da den blev skiftet ud. Nu har vi fået noget, der virker.

Transportmagasinet: Kunne man ikke skifte den ud før?

- Nej, svarer Max Brandt. Det stod i vores kontrakt, at vi skulle køre med den i otte år. Den fulgte med, da vi i sin tid købte Metroen. Først da kontrakten udløb og kom i EU-udbud, fik vi en ny leverandør.

I kontrolrummet

I kontrolrummet sidder en halv snes medarbejdere bag en masse computer- og TV-skærme. Herfra holdes der øje med alle togsæt, alle stationer og alle områder, hvor togene kører.

Farve på skærmene fortæller, hvor togene befinder sig, hvilket tog der er tale om, hvor mange km det har kørt og så videre. En anden farve fortæller, om der er en fejl på toget.

Der er overvågningskameraer overalt – i togene, på stationerne, i områderne. Man kan se, hvis der er en, der tænder en cigaret i toget.

Servicetelefonen er bemandet døgnet rundt, så passagerer i toget eller på stationerne kan komme i kontakt med personalet. Der bliver ringet tit om alt lige fra defekte billetautomater til snavsede tog.

Reparationer

I alt er der ni spor, hvor togene kan blive serviceret. Ud over et spor til vaskehallen er der to rengøringsspor og seks reparationsspor.

- Systemet kan selv se, når der er en fejl på toget, siger Max Brandt.

- Der løber automatisk en besked til kontrolrummet. Toget tages ud af drift og ind på værkstedet for at blive repareret. Al vedligehold og service af togene er for programmeret og ligger i et fast skema.

Der er tre fejlkategorier:

1. Mindre fejl. De er selvfølgelig ikke uden betydning, men toget kan køre videre.

2. Kritiske fejl, hvor toget skal ud

3. Alvorlige fejl hvor toget ikke må køre.

Det er en alvorlig fejl, hvis en dør ikke virker, eller der er en bremsefejl.

Vandensningsanlæg

Til behandling af spildevandet fra vaskehallen, værkstedet, graffiti fjernelse sat indvendig rengøring af togsættene er der etableret et fuldbiologisk rensningsanlæg. Dette anlæg er også leveret af WashTec og erstatter det gamle bundfældningsanlæg.

- Vores første anlæg tilbageholdte kun olie og skidt. Man tilførte spildevandet noget pulver og havde en filtdug, det stoppede skidtet.

- Siden er man blevet meget klogere. I dag har vi et biologisk rensningsanlæg til spildevandet. Det vand, vi leder ud i kloakken, er fuldkommen renset. Tungmetaller, pfalater, zink, kobber og alle andre fremmedstoffer er renset fra.

- Vi har nogle store brønde med millioner af små skumgummi-svampe. De sætter gang i den biologiske rensningsproces, når man tilfører ilt.

Brøndsystemet er bygget til at klare 93.000 liter spildevand.

Først kører vandet igennem et sandfang, hvor skidt, olie og snavs bundfælder sig. Så kommer vandet over i den biologiske proces.

- Ikke alene er vores spildevand meget renere end tidligere. Omkostningerne ved at rense vandet er meget lave. Vi har stort set ikke andre omkostninger end strøm til de pumper, der skal levere ilt til svampene.

City Ringen er klar i 2018

Det er Metro Service, der skal drive City Ringen, når den åbner i 2018. Det er samme tog, der kommer til at køre – blot med ny software og teknologi.

City Ringens værksted og vaskehal etableres på Otto Bussesvej på DSB’s gamle godsbaneplads ved Vasbygade.

Metroen og City Ringen bliver to selvstændige baner. Der bliver nogle stationer, hvor de mødes, og hvor man kan gå fra Metroen over til City Ringen.

Vi har verdens bedste metro

Den københavnske metro er den eneste i verden, der kører alle døgnets 24 timer. Den er for femte år i træk blevet kåret til verdens bedste metro.

- Vi bliver først og fremmest målt på vores regularitet, forklarer Max Brandt.

- Regulariteten siger noget om, hvor tit kører togene til tiden. Vores regularitetsprocent er i gennemsnit på 99,6 procent. Det er meget højt. Vi er nogle gange oppe at ramme 100 procent.

Der måles også på, hvor tit togene bliver gjort rene og om kunderne er tilfredse. Desuden trækker det også op, at metroen kører i døgndrift.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08