Nytårstale - Anne Kathrine Steenbjerge, DI Transport.
Nytårsudtalelse fra DI Transports formand, Anne Kathrine Steenbjerge.
Regeringen er på vej med en klimaplan for blandt andet transportsektoren. I den samlede transportbranche skal vi naturligvis levere vores bidrag til et bedre og mere bæredygtigt klima. Vi tager hul på denne dagsorden den 15.januar 2013, hvor DI Transport sammen med transportminister Henrik Dam Kristensen holder det grønne topmøde. Her vil vi komme med eksempler på konkrete handlinger og løsninger, som allerede i dag anvendes i transportsektoren.
Der er mange gode eksempler at vise frem, men vi kan ikke forbedre klimaet, medmindre vi også satser på nye køretøjstyper, herunder el- og hybridbiler.
Vi skal også se på alternative brændstoffer, herunder biobrændstoffer til den tunge transport.
Min egen kæphest er brugen af biodiesel, som jeg fra min virksomhed har meget gode erfaringer med fra Sverige. Når biobrændstoffer har vundet store markedsandele i Sverige, skyldes det en bevidst politisk satsning, herunder i form af lavere afgifter.
Bedre konkurrencevilkår
Et andet helt afgørende fokusområde for 2013 bliver de generelle konkurrencevilkår for transportsektoren i Danmark.
Uanset om vi taler om persontransport eller godstransport, og uanset om der er tale om lastbiler, jernbanen, lufthavne, havne, busser, taxaer og fly, så er det et gennemgående træk, at vores konkurrencevilkår er utilstrækkelige.
Konkurrencen fra udlandet er der, og den vil ikke blive mindre. Det indre marked fungerer præcis på de vilkår, som vores politikere har bestemt.
Vi vil fortsat kæmpe for, at danske virksomheder i videst muligt omfang kan fastholde dansk beskæftigelse i vores virksomheder. Det kræver, at vi sikrer, at dansk arbejdskraft bliver så konkurrencedygtig som muligt.
Vækst igen, tak
Vi har brug for at genskabe væksten i den private sektor, og det kan kun ske gennem konkurrencebetingelser, som bringer os i front internationalt.
Vi har slet ikke brug for en kørselsafgift på lastbiler! En sådan afgift vil ende med at belaste danske virksomheder yderligere og den vil med sikkerhed have negative konsekvenser i form af fyringer og flytning af produktionsvirksomheder.
Bedre mobilitet
I 2013 vil jeg og mine bestyrelseskolleger i DI Transport også forsøge at skabe endnu mere politisk fokus på sammenhængen mellem mobilitet og vækst. Mobilitet for både varer og personer er en grundforudsætning for, at Danmark kan komme tilbage på vækstsporet.
Vi skal også kigge indad. Kan vi indrette os endnu mere intelligent og udnytte vores kapitalapparat bedre?
Leveringer udenfor myldretiderne og mere natdistribution er oplagte fokusområder, her er der nemlig efter min opfattelse meget at hente fremover, også i en klimadagsorden.
Lad os få et vækst-team
Danmark skal tilbage på vindersporet. Vi skal i transportbranchen være en drivkraft for vækst og yderligere produktivitet.
Derfor arbejder jeg for, at regeringen nedsætter et vækstteam på det samlede transportområde.
Regeringen har netop præsenteret vækstanbefalingerne for "Det blå Danmark". Jeg vil arbejde for, at der kommer et vækstteam for "Det grønne Transportdanmark." Vi har i hele transportsektoren både den viden og alle de dygtige kræfter der skal til for at drive mere vækst.
Jeg ønsker alle et godt nytår og jeg ser frem til et godt og tæt samarbejde i 2013.
Med venlig hilsen
Anne Kathrine Steenbjerge
Formand
DI Transport.