Sikker sejlads i Arktis
Lovgivningen strammes for besejling af Grønland. Forebyggelse er nøglen til sikker sejlads i Arktis.
Loven kunne være opkaldt efter M/S Hans Hedtoft, der forliste på sin jomfrurejse den 30. januar 1959 efter et sammenstød med et isbjerg.
Den stigende trafik med krydstogtskibe og handelsskibe samt olieefterforskning i isfyldte farvande ved Grønland stiller særlige krav til søredningstjenesten. Imidlertid erkender erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), at de store afstande gør det alt for dyrt at oprette et effektivt søredningsberedskab, der dækker hele Grønland på samme niveau som i Danmark.
Den forebyggende indsats er derfor afgørende for sejladssikkerheden i arktiske farvande både hvad angår at undgå en ulykke og givet fald at mindske konsekvenserne, fastslår Annette Vilhelmsen i det kommende lovforslag, der fremsættes i slutningen af februar.
Det indeholder blandt andet krav om risikovurdering af ruter, koordinering af skibes sejlads og en lodsordning.
Den internationale søfartsorganisation IMO ventes at blive færdig med og vedtage den såkaldte polarkode, der indeholder særlige krav til sikkerhedsforanstaltninger og besætningens kompetencer ved sejlads i Arktis.
Polarkoden vil også omfatte miljøbeskyttende foranstaltninger. Disse initiativer er hverken de første eller sidste angående arktisk sejlads.
Der er allerede forbud mod åbne redningsbåde. Skibe, der anløber grønlandske havne, skal opfylde visse sikkerhedskrav. Søfartsstyrelsen foretager jævnligt havnestatskontrol i danske havne af passagerskibe, der planlægger at sejle til Grønland. Endelig har Søfartsstyrelsen et forsøg med overvågning af skibstrafikken ved hjælp af AIS-udstyrede satellitter.
Regeringens vækstplan for det blå Danmark har et særskilt afsnit om de maritime aktiviteter i Arktis. På den diplomatiske front står øget samarbejde med andre arktiske stater samt et dansk-russisk seminar om sejlads og søsikkerhed.