23948sdkhjf

Sikker infrastruktur er en gevinst for alle

KRONIK. Motorvej E45 er langt den vigtigste hovedfærdselsåre for lastbiltrafik i Danmark og rygraden for den jyske industri og danske eksport. Rygraden er ved at bukke under for overbelastning.
Moderne transport- og logistikarbejde handler om mere end at flytte varer fra A til B. Det er et puslespil med mange brikker, og desværre er tidsfaktoren ofte en uforudsigelig joker.

Usikkerhed om transporttiden er et stadig stigende problem, for effektiv og konkurrencedygtig logistik handler netop om at levere varerne lige nøjagtigt til tiden. Hverken før eller efter.

Derfor stiller kunderne høje krav til transportørerne, og derfor kan selv en halv times forsinkelse vælte hele læsset og betyde store og dyre følgevirkninger.

Tid er penge, og spildtid er spildte penge, men ikke kun for transportørerne. Det koster også for miljøet og for alle andre trafikanter på vejen. Det koster på transportkapaciteten, og det koster på Danmarks konkurrenceevne.

Vækst og job

Det er afgørende for transportbranchen, virksomhederne og hele Danmarks vækst– og jobmuligheder, at vi har en infrastruktur, som vi kan regne med.

Som landet ligger, oplever vi hver uge store og uberegnelige forsinkelser, der vælter enhver planlægning og koster store summer for samfundet.

Det gælder ikke mindst for motorvej E45 ned gennem Jylland.

Udsigterne i den nærmeste fremtid tegner endnu værre. Siden 1980 er trafikken på E45 firedoblet, og Transportministeriet venter, at væksten vil fortsætte.

Trafikpresset er allerede nu et reelt problem, som alle kan se med det blotte øje. Oveni dét åbner den nye Herning-motorvej allerede næste år med tilslutning nord for Vejle, så der skal presses endnu mere trafik gennem flaskehalsene på Vejle Fjord-broen og i Trekantområdet.

Ekstra buffer

For transportørerne betyder de usikre trafikforhold, at man er nødt til at indregne en ekstra buffer på måske en halv eller en hel time i sin planlægning. Ellers risikerer man at vælte hele puslespillet i logistiksystemet

En halv eller en hel time lyder måske ikke af meget, men når man regner på kostprisen for en lastvogn med chauffør pr. time og ganger op med mange tusinde lastbiler, der bevæger sig rundt på de danske veje, taler vi om et spild af enorme dimensioner.

Det giver sig selv, at lavere udnyttelse af kapaciteten betyder flere lastbiler på vejene for at udføre det nødvendige transportarbejde.

E45 er overbelastet

Motorvej E45 er langt den vigtigste hovedfærdselsåre for lastbiltrafik i Danmark. Det er rygraden for hovedparten af den jyske industri og danske eksport. Rygraden er ved at knække under belastningen fra den stigende trafik.

Problemet er ekstra kritisk for den tunge transport, som ikke har nogle reelle alternativer at vælge for den nord-sydgående trafik.

Det kalder på en fremtidssikret løsning, der ikke bare giver ekstra kapacitet, men også mere fleksibilitet og højere driftssikkerhed.

Hærvejsmotorvej

Løsningen ligger lige for – en parallel motorvejsforbindelse ned gennem Jylland, også kendt som Hærvejsmotorvejen. Den vil ikke bare aflaste E45, men også give køretidsbesparelser for både transporterhvervet og private pendlere i en tid, hvor arbejdsmarkedet kalder på mere mobilitet.

Som sidegevinst vil den oven i købet skabe ny vækst og sikre nogle arbejdspladser i det såkaldte udkantsdanmark. Her kæmper en lang række virksomheder med en dårlig infrastruktur, som gør det svært at klare sig i den globale konkurrence.

Spare tid

Der er lavet en lang række seriøse analyser af Hærvejsmotorvejen, som viser store køretidsbesparelser, for eksempel på 20 minutter fra Kolding til Aalborg, 25 minutter fra Aalborg til Esbjerg eller 30 minutter fra Padborg til Viborg.

Miljøet vil også få gavn af kortere køretid, mere glidende trafik og mere effektiv udnyttelse af lastbilerne.

Det sidste er vigtigt for erhvervslivets konkurrenceevne. Effektiviseringer af lastbiltransporten er simpelhen en forudsætning for fremtidig vækst.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079