Igen normal togtrafik over Storstrømsbroen
Storstrømsbroen er nu blevet forstærket og derfor igen klar til samme togtrafik som tidligere.
Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.
- Sikkerheden er det vigtigste for os. Det er derfor afgørende, at vi har fået bekræftet, at vores reparationer kan klare den fulde ordinære togtrafik for passagererne nu og frem til 2020, siger områdedirektør i Banedanmark, Søren Boysen.
I oktober sidste år blev broen lukket en måned på grund af revner i konstruktionen. Banedanmark gik i gang med reparationer, og den 21. november åbnede broen så igen for den lette togtrafik.
- Vi har regnet på reparationernes holdbarhed og fået beregningerne eftertjekket, og derfor kan vi nu igen åbne broen for ordinær togtrafik inklusive dobbeltdækkertog, siger Søren Boysen.
Af sikkerhedshensyn opretter Banedanmark en særlig overvågning af broen.
/ritzau/