ITDs magtfulde direktør
Jacob Chr. Nielsen får nu den rolle, som hans titel som adm. direktør berettiger til.
Bestyrelsen med den nye formand Peter Provstgaard i spidsen er enige om, at det er den administrerende direktør, som skal tegne butikken. Tidligere tiders sololøb både indenfor og udenfor bestyrelseslokalet skal erstattes af mere demokratiske toner.
Den 38-årige Jacob Chr. Nielsen har i to år ventet på at få den synlig og magtfulde rolle, som hans titel berettiger til.
Som organisatorisk uprøvet kom han til ITD den 1. januar 2010. Hans arbejdsmæssige basis var en stilling som økonomiansvarlig i Sauer-Danfoss, HD i regnskab og en MBA fra Leicester University. De efterfølgende måneder blev han nøje indført i foreningens og den kommercielle virksomheds mange aktiviteter.
Hans læremester var den bestemmende og navnkundige Jens I. Petersen. Først da han fratrådte 1. juli, kunne Jacob Chr. Nielsen overtage posten som adm. direktør i ITD og FDE. Indtil formandsskiftet på generalforsamlingen 31. marts i år måtte han dog affinde sig med, at det var Mogens Therkelsen, der som en anden gammel hanelefant i praksis styrede flokken. Sådan så det i hvert fald ud fra sidelinjen.
Skal træde i karakter
Den mere åbne lederstil, som nu kommer til at præge organisationen i Padborg, modtages efter sigende med åbne arme af medarbejderne. Sammen med bestyrelsen har de stor tillid til Jacob, som han omtales i det daglige.
Stilmæssigt er der lagt fra tiden, hvor den adm. direktør sagde "Petersen", når han tog telefonen. Han brød sig ikke om, at alle var på fornavn, uanset om de kendte hinanden eller ej.
En enig ITDs bestyrelse tog chancen, da den for godt to år siden ansatte en forholdsvis ung og organisatorisk særdeles uprøvet mand til at styre en temmelig kompliceret forening. Bestyrelsen tænkte langsigtet og så rigtigt. Jacob Chr. Nielsen blev det forfriskende pust, som de kunne bruge efter generationsskiftet på direktør- og formandspost.
Nu skal han for alvor vise, at han er i stand til at træde i karakter.
En smule genert
Direktøren med det drengede udseende, er ikke en her-kommer-jeg-type. Umiddelbart kan han virke en smule genert, men han kan bestemt også være kontant, når det gælder. Både fra en talerstol og på tomandshånd er han god til at kommunikere. Han er seriøs og troværdig uden at virke akademisk. Han forstår vognmændenes sprog. Han lytter, men sørger for, at debatten også bliver præget af ITD-holdninger.
Det var ikke alene af høflighed, at han deltog i generalforsamlingen i Ribe Amts Vognmandsforening. At få 150 DTL-virksomheder med på en associeringsaftale var noget af en sejr i borgerkrigen med DTL.
Modvind generer ikke
Jacob Chr. Nielsen er entusiastisk cykelrytter. Han har netop sammen med kendte koryfæer som forhenværende statsminister Lars Lykke Rasmussen meldt sig til Team Rynkebys tur til Paris i juli.
Turen fra Danmark til Paris er ca. 1.200 km lang og køres over syv etaper, men det er tilsyneladende ikke noget problem for ITD-direktøren. Han har allerede prøvekørt den 26 km. nyanlagte motorvej mellem Kiplev ved E 45 og Sønderborg på Als - to gange hver vej!
En sjælden gang cykler han også på arbejde fra bopælen i Sdr. Vilstrup syd for Haderslev, hvor han bor med sin kone og to børn - en afstand på 50 km. hver vej.
Inden Team Rynkeby forlader Danmark er det vist meningen at gøre ophold i Padborg hos H. P. Therkelsen, hvor den tidligere ITD-formand med forskellig festivitas vil ønske god tur til Paris. Det har han gjort før med succes og positiv omtale.
Ud over at cykle er Jacob Chr. Nielsen også en ihærdig motionsløber. Han gør meget for at holde sig i tilstrækkelig god form, som efter hans opfattelse er en nødvendighed for at kunne fungere i den hæsblæsende og uregerlige transportbranche.
Hans fremtidsvisioner generes ikke af lidt modvind og kørsel op ad bakke. Han er også parat til at forcere de stejle bjerge. Hans hjælperyttere er en enig og loyal bestyrelse.