Stop for misbrug af diesel-kort
Problemerne med stjålne benzin- og dieselkort bliver ved med at vokse. Derfor har Statoil indført et ekstra sikkerhedsniveau.
Løsningen erstatter det fælles kort, som typisk ligger i køretøjet, med individuelle kort til alle chauffører. Dermed fjernes den væsentligste årsag til de mange korttyverier, transportsektoren er udsat for: Efterladte kort og ofte pinkoder i bilerne som giver tyvene let adgang til at tanke gratis på vognmandens regning
Kort ligger fremme
- Det er en kendt sag, at kort og pinkoder ofte ligger fremme i køretøjerne, så de kan deles af de chauffører, der kører bilen.
- Derfor går tyvene systematisk efter transportvirksomheder, hvor køretøjerne ofte ikke er overvåget i weekenden. Ofte opdages og anmeldes korttyveriet først mandag, hvilket giver tyvene god tid til at tanke store mængder gratis brændstof, forklarer Per Brinch, kommunikationsdirektør i Statoil.
- Med et personligt kort til hver chauffør minimeres risikoen for korttyveri betragteligt. Det handler i høj grad om at sikre, at chaufførerne føler ejerskab overfor kortet og opbevarer det på sig, siger Per Brinch og fortæller, at Statoil har gjort en stor indsats for at skabe en brugervenlig løsning, som tager udgangspunkt i chaufførernes og vognmændenes behov.