Branchen skal selv betale for nye chipkort
Vognmænd og chauffører kommer selv til at betale merudgifterne på en snes millioner kroner, når førerkortet og kørekortet lægges sammen i ét chipkort.
Branchen kommer til at forestå udgiften, som forventes at blive på i alt 20 millioner kroner. Vognmændene skal også selv betale for de hyppigere værkstedskontroller, der er en følge af det nye chipkort, som for tiden forhandles i EUs ministerråd.
- Det er afgørende for regeringen, at forslaget ikke forhindrer gebyrfinansiering eller anden form for egenbetaling, erklærer justitsminister Morten Bødskov (S).
Netop på spørgsmålet om en sammenlægning af de to korttyper er der stadig uenighed. Holland og Belgien er skeptiske, mens Slovakiet positiv. Det saamme er Danmark.
Morten Bødskov skal færdiggøre forhandlingerne under det danske EU-formandskab. DI Transport og ATL foreslår endvidere, at uddannelsesbeviset også integreres i det nye chipkort.
Ifølge forslaget skal det nye chipkort træde i kraft senest i januar 2018.
Frivillig fjernkontrol
Morten Bødskov er også tilfreds med, at EU gør det frivilligt for medlemslandene, om de vil anskaffe udstyr og dermed gennemføre såkaldt fjernkontrol af tachograferne og køre/hviletiden. Det bliver nemlig teknisk muligt, fordi tachografer i fremtiden tilsluttes et globalt satellitnavigationssystem (GNSS) - enten det amerikanske GPS eller det europæiske Galileo.
Det indgår også i forslaget, at GNSS-forbindelsen skal vaære en gratis positioneringsservice, der giver de geografiske koordinater for lastbilens kørsel.