Grøn drøm blev tabersag
Betalingsringen bliver et stadigt mere hot emne i takt med bebudelse af et lovforslag i slutningen af januar.
For regeringen gør det ekstra ondt, at vestegnens indflydelsrige borgmestre fortsætter med en massiv kritik af betalingsringen. Hver især afviser de klart, at netop deres kommune skal være med til at betale prisen for at løse trængselsproblemerne i København.
I et forsøg på at lægge en dæmper på den for regeringen meget generende debat erkendte statsminister Helle Thorning-Schmidt forleden, at en betalingsring omkring København "ikke er perfekt".
I de glade valgkampstider blev betalingsringen opfattet som guldægget, der skulle være med til at finansiere nogle af de mange store og dyre valgløfter. Det planlagte provenu på to milliarder kroner om året er siden reduceret med en halv milliard. Det er dog stadigt en pæn ekstraskat at pålægge de mange trafikanter, der af den ene eller anden grund er tvunget til at passere betalingsringen.
Kan ikke vindes
Gennemførelsen af betalingsringen er en sag, der folkeligt aldrig kan vindes. Tværtimod kan den koste dyrt til kommunevalget i 2013 og formentligt også til næste folketingsvalg.
Indbyggerne i omegnskommunerne er ikke begejstret for at blive påduttet mere trafik og forurening, fordi personbiler, varebiler og lastbiler vil anvende deres kommuner til at finde smutveje for at undgå ringen eller parkeringspladser ved stationer og busstoppesteder.
Eksotiske argumenter
Vognmandsorganisationerne har været på banen med lidt eksotiske argumenter om, at varer, gods og affald ikke kan transporteres med S-tog, metroen, busser eller på cykel.
Argumenterne i den lidt mere seriøse ende vil helt sikkert blive fremført på forårets generalforsamlinger i Kjøbenhavns Vognmandslaug og i Nordre Birks Vognmandsforening. Under alle omstændigheder vil regeringen få et par borgerlige ord med på vejen.
Prellet af
Hidtil har udmeldingerne fra vognmændenes organisationer prellet af på regeringen. Hverken vognmændene eller borgmestre fra Vestegnen kan råbe regeringen op. For at få ro i den socialdemokratiske lejr smides formentligt et par økonomiske godbidder ud til de vrede borgmestre. De nødvendige parkeringsforhold og opmarchbåse uden for betalingsringen skal jo helst være på plads, inden der for alvor kan lokkes med den kollektive transports velsignelser.
For vognmændene ser det anderledes håbløst ud. Der er end ikke håb om at få selv en beskeden luns. Vognmændene kan kun drømme om et meget hurtigt folketingsvalg. Og at de aktuelle meningsmålinger holder.