23948sdkhjf

Tyve stjæler rendegravere for en million

Fyns Politi har fundet to stjålne rendegravere i Aarslev. To polske mænd mistænkes for at skulle hente dem.
Fyns Politi har anholdt to polske mænd, der mistænkes for at være indblandet i tyveriet af to rendegravere til en værdi af over en million kroner. Rendegraverne blev fredag aften fundet på en plads ved en planteskole i Aarslev.

Mændene kom kørende i en polsk indregistreret lastbil, og politiet mener, at de skulle hente rendegraverne og køre dem væk.

Sagen begyndte, da en mand, der er beskæftiget med at køre rendegraver ved byggemarkedet Bauhaus på Risingvej i Odense, kom kørende forbi sin arbejdsplads og opdagede, at hans traktor var væk.

Han kontaktede entreprenøren, der ejer gravemaskinen, og som ved hjælp af maskinens indbyggede gps kunne lokalisere den til en adresse på Kildegårdsvej i Aarslev.

Her fandt manden og to af hans venner den ganske rigtigt, og det viste sig, at der på pladsen holdt endnu en rendegraver. De to maskiner har en værdi på henholdsvis 500.000 kroner og 650.000 kroner.

Inden politiet nåede frem, lykkedes det nogle mænd på pladsen at forsvinde fra stedet. Men i det samme ankom en polsk sættevogn med to mænd i.

- Vi mistænker de to polakker for at skulle hente rendegraverne. Vi ved ikke så meget om, hvem der har stjålet dem, for de mænd, der var på pladsen, var væk, da vi kom. Men det hele virker mere organiseret end som så, siger Jesper Fält, Fyns Politi.

De to polske mænd, der er 32 og 36 år, vil lørdag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor politiet vil kræve deres lastbil konfiskeret.

Lastbilen er også udstyret med gps, og ved hjælp af den kan politiet se, hvor bilen har været, og om den eventuelt kan knyttes til andre tyverier.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14