23948sdkhjf

Miljøzoner skal være endnu renere

Afslag fra EU-kommissionen bruges som afsæt for ’ren-luft-zoner’
Miljøminister Ida Auken (SF) forbereder såkaldte ren-luft-zoner, som de største byer kan indføre som tillæg til miljøzoner.

- Jeg arbejder med at kunne fremlægge en samlet pakke, som skal ændre miljøzonerne til ren-luft-zoner. De største byer skal have større frihed til at etablere zoner, der er mere effektive end de nuværende miljøzoner, erklærer Ida Auken. Anledningen er EU-kommissionens nej til at lade Danmark udskyde en skrappere grænseværdi for NO2 (kvælstofdioxid). Forgængeren på miljøministerposten, Karen Ellemann (V), ansøgte i februar om en dispensation til 2015 til at overholde luftkvalitetsdirektivet.

Mindre trafik

Der er miljøzoner i København/Frederiksberg, Århus, Odense og Ålborg, hvor der er krav om partikelfilter på lastbiler og busser.

Ida Auken nævner ikke, hvad der skal indgå i renluftpakken, men det kunne være krav til vare- og/eller personbiler, kørselsforbud på visse tidspunkter, trængselsafgifter eller begunstigelse af eldrevne køretøjer. Målet er mindre forurening med NOx og partikler.

Civilingeniør Kåre Press-Kristensen var primus motor i otte foreningers modoffensiv over for EU-kommissionen. Han mener, at afslaget fører til strammere krav i miljøzonerne, så de også omfatter personbiler. Videre vil trafikken blive dæmpet med betalingsringe eller lignende.

Otte foreninger

De otte foreninger, der imødegik VK-regeringens ansøgning, er Det økologiske Råd, Dansk Cyklistforbund, NOAH, Danmarks Naturfredningsforening, Asta-Allergi Danmark, Forebyggelses- og Patientrådet samt Miljøpunkt Nørrebro.

De fortalte EU-kommissionen, at den daværende regering var passiv og ikke havde afleveret alle relevante oplysninger, så betingelserne for en dispensation ikke var overholdt.

Ida Auken er enig: - Jeg har hele tiden ment, at den tidligere regerings indsats for renere luft i byerne ikke var ambitiøs nok. Luftforureningen i Danmark er for høj.

Mere NOx i Aalborg

I de seneste ni år er forureningen med NOx (kvælstofilter) steget med to procent om året i Aalborg, selv om denne form for luftforurening generelt er svagt faldende på landsplan, oplyste Karen Ellemann i juli.

Antallet af ultrafine og potentielt sundhedsskadelige partikler på H.C. Andersens Boulevard i København er reduceret med omkring 50 procent i de seneste ni år, oplyste Århus Universitets "Nationalt Center for Miljø og Energi" (det tidligere DMU) i september. Faldet tilskrives forbedret teknologi, nye renere biler og indførelse af miljøzonen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063