23948sdkhjf

KRUMMEN: Der bliver ingen politiske fribilletter

Det er ikke utænkeligt, at Folketingets trafikudvalg udvikler sig til en ideologisk kampplads efter et valg, skriver Poul Rudolf i denne uges "Krumme" i Transportmagasinet..
Efter 10 år med en borgerlig regering, må vognmændene og deres organisationer nok indstille sig på nye tider. De store brede forlig i transportpolitikken ikke nok bliver så hyppige. Ikke hvis de foreløbige udmeldinger om et røde flertal skal tages for pålydende.

Allerede få dage før udskrivelsen af folketingsvalget var der forpremiere på de tilstande, der kan ventes i trafikudvalget. Transportminister Hans Chr. Schmidt havde indkaldt til samråd om S/SF's planlagte københavnske betalingsring. Fronterne blev trukket skarpt op. Det endte nærmest i et verbalt hundeslagsmål.

Ideologisk markeringer

Den betydelige udskiftning af personkredsen i trafikudvalget og en ny på posten som transportminister vil sætte yderligere skub i den ideologiske markering. I den situation kan det blive vanskeligt at fastholde vognmandsorganisationernes hidtidige store politiske indflydelse.

Vognmændene vil blive udsat for en dagsorden, hvor det bestemmende flertal i endnu højere grad fokuserer på den kollektive trafik. Den skal udbygges og gøres billigere.

Der blev ikke nævnt konkrete skatteobjekter, men der skal ikke megen fantasi til at forestille sig lastbilerne som et oplagt emne.

Flere udgifter til lastbilbranchen

Øgede afgifter på lastbiler og CO2-udslippet har længe stået højt på den røde dagsorden. Det samme gælder opkrævningen af bompenge for at køre ud og ind i København, som uanset store praktiske problemer opfattes som en rød sejr af de helt store. Andre større byer kan også komme i spil med bompengeordningen, når først der er styr på erfaringerne med den nye københavnske bymur.

Alle ubehagelighederne indgår i den milliardregning, som i den kommende tid skrives ud til vognmændene.

Selv om et regeringsskifte kan blive en dyr fornøjelse, er der ingen garanti for, at en borgerlig regering ville udskrive en mindre regning til vognmændene. Uanset udfaldet af folketingsvalget bliver det dyrere at være vognmand. Men i et dynamisk samfund skal godset altså frem. Også selv afgifterne fordyrer prisen på de varer, som kunderne efterspørger. Det være sig i butikker eller på byggepladser. Det koster i hele samfundet, når vognmændene pålægges afgifter.

God dialog

med politikerne

Der er ikke noget, der hedder politiske fribilletter. Hverken i den blå eller den røde blok. Men en god dialog med politikerne har før været med til at mindske økonomiske ubehageligheder for vognmændene. Mere end en gang er det lykkedes at overbevise lastbil-skeptiske politikere med saglige argumenter. Hvorfor skulle det ikke kunne ske igen?

Der gælder om at udnytte de muligheder, der altid vil opstå. Også selv om det omfattende politiske personskift på transportområdet ikke umiddelbart ser ud til at være en fordel for vognmændene og deres organisationer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062