De eksklusive flyttefolk
Med en velskreven jubilæumsbog fejres 100 års jubilæet endnu en gang. Selv seriøse flyttefolk går aldrig glip af muligheden for festligt samvær
Det er blevet til et par afslag. Andre er smidt ud af det gode selskab, fordi de ikke levede op til den forventede gode forretningsmoral.
DTL-formand Jørgen Egeskov ramte plet, da han på DMFs 100 års dag 7. februar sagde, at et nyt medlem skal være velrenommeret. Ikke noget med en verserende klage i Forbrugerstyrelsen. Formanden havde hørt, at det kunne tage op til et år at blive medlem. Selv om et halvt år nok er nærmere sandheden, blev han ikke modsagt.
Trods et par nedgangsperioder har DMF i mange år haft et stabilt medlemstal på godt 100. Ved 40 års jubilæum kunne formanden berette om 111 medlemmer. Nu 60 år senere har DMF 110 medlemmer. En ganske imponerende rekord. I andre vognmandsforeninger siver medlemmerne stille og roligt ud af døren på grund af de barske økonomiske realiteter.
Måske ny formand
Man kan godt mistænke DMF for at ville fejre 100 års jubilæet en ekstra gang. Som der står i den længe ventede jubilæumsbog skrevet af forhenværende museumsinspektør Anders Rehde Nielsen går flyttefolkene aldrig glip af muligheden for festligt samvær. Generalforsamlingen 10. september er ingen undtagelse. Den bliver suppleret med en række festligheder i underholdningens tegn.
I den mere faglige og seriøse ende af programmet ligger præsentationen af jubilæumsbogen, som er støttet af FDE-fonden. Det er synligt, at redaktionen har været præget af så vidende folk som DMF-formand Niels Justesen, Faaborg, æresmedlem Vagn Andersen, Lyngby, og tidligere sekretær i DMF Knud Erik Lauritsen.
Halvå år før DMF
Den indsigtsfulde museumsinspektør er også ophavsmand til virksomheds- og familiekrøniken om Faaborg Flytteforretning, der blev grundlagt et halvt år før DMF kom til verden. Det nære faglige forhold til firmaet direktør og nuværende DMF-formand Niels Justesen har ikke fornægtet sig. Og det har vist sig at være en god alliance. Også denne gang har museumsmanden har forstået at tage temperaturen på flyttemændenes spændende virke og skabt nogle læseværdige afsnit med mange sigende illustrationer om deres 100 års organisationshistorie.
Ikke mindt med beskrivelsen af seks flyttevirksomheder, som har udviklet sig på hver sin måde. Hver enkelt virksomhed bidrager med hver deres historie til et samlet billede af flyttefolkenes mangeartede aktiviteter gennem foreningens første 100 år.
Af gode grunde beskæftiger jubilæumsbogen sig ikke med forlydenderne om, at generalforsamlingen vil blive præget af et generationsskifte. Noget tyder, at Niels Justesen, som har været formand siden 1996, vil overlade formandsstolen til yngre kræfter. Da han ikke er på valg, vil han sandsynligvis fortsætte som bestyrelsesmedlem. Men den slags fremadskuende kig i krystalkuglen ligger ikke lige til højrebenet for en museumsmand, selv om han måske har haft sine anelser.
For københavnere
Siden de første efterkrigsår har DMF haft fælles administration med Kjøbenhavns Vognmandslaug. Da DMF holder generalforsamling om efteråret og Lauget om foråret, er der ingen konkurrence om at udnytte de administrative ressourcer. Der kan sættes maksimal fokus på de to organisationernes vigtigste begivenheder, og den ordning har hidtil fungeret upåklageligt.
Dannelsen af DMF kalder forfatteren for en københavnerbegivenhed. Initiativet blev taget af københavnske flyttemænd, som ikke havde den helt store respekt for kollegerne i den øvrige del af landet. Provinsen lå meget langt væk og blev ikke regnet for noget særligt.
Det lidt anstrengte forhold mellem møbelfolkene i København og dem uden for Valby Bakke blev meget malende beskrevet af Alex Svendsen, Silkeborg Flytteforretning, da DMF fejrede sit 75 års jubilæum:
"Da foreningen blev stiftet i gamle dage, var det vel mest møntet på, at nogle "store københavnere" kunne have et opslagskatalog, hvor de kunne få de jyske bondefangere og håndlangere bundet til at lave deres arbejde ude i provinsen. Det tragiske for os i provinsen var, at vi betragtede det som en æressag. Vi blev bondefanget den ene gang efter den anden".
Sagt med et glimt i øjet gjorde Alex Svendsen samtidig opmærksom på, at det lige er blevet det modsatte i dag.
"Da er det os ude i provinsen, der leder i København for at finde tålelige firmaer indenfor DMFs regi, der kan hjælpe og med aflæsning og pålæsning. Ja, sådan skifter tiderne."
Det var den gang. I dag er flyttefolkenes virke ikke afhængige af en bestemt adresse.
Flytning til 4. sal
Helt frem til 1970"erne blev flyttefolk hyret som løsarbejdere. I jubilæumsbogen berettes om Vagn Andersen fra Lyngby Flytteforretning, som kørte ind til folkekøkkenet i Guldbergsgade på Nørrebro, hvor de arbejdsløse stod i mindre grupper og ventede på arbejde.
"Når man gik hen til en gruppe og sagde, at man skulle bruge fire mand til 4. sal, lød svaret ofte: "Så må du hellere gå over til dem, der står derovre. De har lettere sko på."
Løsarbejderbegrebet er i dag afløst af fast arbejde. Flyttefolk er ansat under normallønsområdet med de rettigheder og pligter, der er indeholdt i overenskomsterne.
Guldfuglen fortrød
Ikke to flytninger er ens. Den nuværende DMF-formand Niels Justesens far måtte i 1940"erne flytte for en husbestyrerinde ikke færre end to gange på samme dag. Historien er den, at en ugift skomager i Faaborg i mange år havde haft en husbestyrerinde med hendes fire medfølgende sønner boende. Han omtalte hende altid som "min guldfugl", men glæden var ikke helt gensidig.
På et tidspunkt sagde hun op og bestilte Erik Justesen til en flytning til en enkemand, der søgte en husbestyrerinde på sin lille gård ved Ringkøbing. Ved ankomsten blev de fire sønner straks sat i arbejde i stalden, og husbestyrerinden blev sendt ud i køkkenet. Det var tydeligt, at der i lang tid ikke havde været en kvinde i det hus, og enkemandens udseende var heller ikke det mest oplivende.
Efter et par timers arbejde havde husbestyrerinden fået nok. Heldigvis var flyttemanden ikke kørt. Hun bestilte straks flytning tilbage til Faaborg, hvor hun sent på natten bankede skomageren op. Han fik sin "guldfugl" tilbage, og hun blev i pladsen til hans død.
Bonden fra Ringkøbing blev noget sur, og han mente så for øvrigt, at fynboer ikke var vant til at bestille noget.
Til gengæld fik flyttemanden en særdeles tilfreds kunde i husbestyrerinden.
