23948sdkhjf

Problemer med at finde plads til lovpligtigt hvil

Rastepladserne på visse motorvejsstrækninger er så overfyldte, at danske lastbilchauffører har problemer med at holde deres lovpligtige hvil
Stramme regler for køre/hviletid, stigende godsmængder og flere udenlandske biler på de danske motorveje lægger så stærkt pres på rastepladserne, at lastbilchaufførerne i enkelte tilfælde er tvunget ud i ulovligheder.

Forholdene var helt horrible i 2007 og 2008, men problemet stilnede lidt af under de seneste års finanskrise. Nu er der atter vækst i antallet af transporter, og chaufførerne oplever igen, at der ikke er plads til dem på de store rastepladser på visse tidspunkter af døgnet.

Selvom kapaciteten på de danske rastepladser er blevet større er den stadig ikke tilstrækkelig, og det er vognmandsforeningen Dansk Transport & Logistik (DTL) stærkt utilfredse med.

- Myndighederne og politikerne er udmærket klar over problemerne. En rapport fra Vejdirektoratet fra 2009 viser, at der er overbelægning på stort set samtlige rastepladser, fortæller chefjurist John Roy Vesterholm fra DTL.

- Derfor undrer os, at man udvider motorvejen på Vestfyn og ved Vejle, men undlader samtidigt at udvide rastepladserne de samme steder.

- Det er en kendt sag, at man tiltrækker mere trafik, når man udvider motorvejen. Derfor bliver myndighederne alligevel nødt til at udvide rastepladserne om nogle år. Det havde været billigere at gøre det nu, når man alligevel er i gang med anlægsarbejderne.

Tidsbegrænsning

Selv om udsigterne til at få udvidet kapaciteten er skudt flere år ud i fremtiden, mener DTL-juristen, at man kan gøre flere ting for at skabe mere kapacitet her og nu. Det første bud er at indføre tidsbegrænsning for parkering.

- Der er eksempler på, at udenlandske lastbiler holder på rastepladserne i op til flere dage og venter på at få noget at køre med. Det kunne vi godt tænke os at få sat en stopper for, siger han.

- Rastepladser er indrettet til kortere hvil af hensyn til trafiksikkerheden. Det er ikke en campingplads. Vi har derfor foreslåret overfor Vejdirektoratet, at man indfører en generel tidsbegrænsning på 25 timer. Så kan man sikre, at P-pladserne til de store køretøjer bliver brugt til deres formål.

Forsøg i Ustrup

En anden mulighed er at bruge Intelligente Trafik Systemer (ITS), og det sætter John Roy Vesterholm stor lid til.

- I december måned åbner Vejdirektoratet en ITS-rasteplads ved Ustrup i Sønderjylland. Her vil man placere lastbilerne i kolonner efter afgangstidspunkt.

- Det foregår ved, at man kører frem til en bom og taster sin afgangstid ind. Der vil blive anvist en bane, som man guides hen til ved hjælp at lys i vejen. Man kører helt op til det køretøj, der holder foran. Køretøjet har en afgangstid, der ligger lige før ens egen.

- På den måde får man en optimal brug af rastepladsen. Man kan faktisk fordoble kapaciteten af lastbiler på rastepladsen uden at udvide med flere P-pladser, siger John Roy Vesterholm og henviser til en tysk rasteplads i Montaubau, som har haft stor succes med et lignende system.

- Det er et pilotprojekt, som vi har store forventninger til. Hvis det bliver en succes, er på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj forberedt til samme system.

- Selvfølgelig koster ITS nogle penge, men man er fri for at ekspropriere og hurtigere end at udvide rastepladserne.

Mere fleksibilitet

Endelig mener John Roy Vesterholm også, at man kan gøre de eksisterende rastepladser mere fleksible.

- I dag ligger P-pladserne til lastbiler og personbiler helt fast. Hvad med at indrette pladserne med en større grad af fleksibilitet? Om aftenen hvor der holder fleste lastbiler, er der god plads ved personbilspladserne. Kunne lastbilerne ikke få lov til at holde der? Omvendt er der omkring de store ferier om dagen behov for flere personbilspladser.

- Lad os indrette rastepladserne med en større grad af fleksibilitet. Det kunne gøres smidigt ved hjælp at ITS.

- Tanken er at bruge det eksisterende areal mere optimalt. Det er i alles interesse - og så kan lastbilchaufførerne få bedre mulighed for at holde deres lovpligtige hvil.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095