23948sdkhjf

Direktørskifte hos Würth

Efter 35 år i Würth-koncernen har adm. direktør Otto Clausen i en alder af 52 år valgt at fratræde sin stilling og overlade pladsen til Sven Kristensen.
I en tid, hvor Würth Danmark er godt rustet til de fremtidige udfordringer, har adm. direktør Otto Clausen valgt at forlade sin stilling og overlade den til sin direktionskollega, Sven Kristensen.

- Når man har siddet så længe på direktørposten, som jeg har, er det både sundt og befordrende for virksomheden, at jeg overlader posten til Sven Kristensen, udtaler Otto Clausen om direktørskiftet.

- Og så får jeg jo mulighed for at prøve kræfter med nye og andre udfordringer.

Würth Danmark er en af landets største leverandører af værktøj og udstyr til auto- og transportbranchen. Virksomheden har de seneste år gennemført omfattende omstruktureringer af både salgsorganisationen og ledelsen.

Samtidig er der investeret kraftigt i salgsstyrken. Der er netop ansat 20 sælgere yderligere, og antallet af butikker i Danmark er udvidet. I 2011 er der kommet seks nye butikker til, så virksomheden tæller nu 19 butikker.

Otto Clausen

Otto Clausen startede sin Würth-karriere hos moderselskabet i Tyskland i 1978, hvor han blev udlært som handelselev. Senere fulgte en udstationering i USA og en økonomiuddannelse hos SDU, hvorefter han fortsatte som direktionsassistent hos Würth i Tyskland.

I 1986 vendte Otto Clausen tilbage til Danmark, hvor han startede som sælger hos Würth Danmark. Efter en række karriereskridt blev han i 1992 udnævnt som salgschef. I 1995 overtog han stillingen som adm. direktør efter sin far, Ernst Clausen, der i samarbejde med Würth-koncernens ejer, Reinhold Würth, etablerede det danske datterselskab i Kolding tilbage i 1965.

Engagement

I både Würth Danmark og i koncernen er han kendt for sit brændende engagement og sin professionalisme.

Under Otto Clausens ledelse har Würth Danmark oplevet flere store succeser, blandt andet da man i 2002 for første gang rundede en halv milliard kroner i omsætning, og da man i 2008 ansatte sælger nummer 300.

Under hans ledelse er Würth Danmark blevet kendt for sine mange kunstaktiviteter, og Otto Clausen er for sit arbejde med at forene kunst og arbejdsliv blevet udnævnt til Årets Kolding-borger i 2004. Året efter modtog han Vejle Amts Kulturpris – også for sit arbejde med kunsten.

Otto Clausen vil fortsat være tilknyttet virksomheden for at sikre et glidende direktionsskifte til Sven Kristensen.

Sven Kristensen

45-årige Sven Kristensen har været ansat hos Würth Danmark siden 1992 og har siden 2007 været en del af direktionen.

Tidligere har han været marketing- og produktchef, regionschef, logistikchef og senest salgschef og direktør med primært ansvar for salgsorganisationen, der p.t. omfatter omkring 320 ansatte.

Det er dermed en meget erfaren herre, der sætter sig i direktørstolen og er klar til at føre Würth videre.

Ledelsen hos Würth Danmark fastholder den hidtidige strategi om at udnytte selskabets stærke økonomiske fundament som springbræt til yderligere markedstiltag i 2012, der skal være med til at skabe ny omsætningsvækst på det udfordrende danske marked.

Virksomheden har hovedkontor og centrallager i Kolding og beskæftiger godt 500 medarbejdere. I 2010 var omsætningen på 648 millioner kroner.

Würth

Würth Danmark er en del af Würth-gruppen, som er repræsenteret i mere end 80 lande. På verdensplan beskæftiger Würth-gruppen mere end 65.000 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066