23948sdkhjf

Få medlemmer koster politisk

I denne uge kauserer Poul Rudolf over konsekvenserne af det faldende medlemstal i vognmandsorganisationerne.
Begejstringen for fagbevægelsens og arbejdsgivernes organisationer er i frit fald.

Medlemsflugten er markant. Alt tyder på, at udvikling vil fortsætte. LO regner med at miste 100.000 medlemmer de næste fire år. Hovedsageligt på grund af kontingentets størrelse. Mange mener også, at fagbevægelsen arbejder alt for partipolitisk.

Arbejdsgiverne udgør heller ikke den mest trofaste medlemsskare. Stort set alle deres organisationer har tilbagegang blandt andet på grund af virksomhedsophør.

Et meget sigende eksempel på den aktuelle medlemsflugt er vognmandsorganisationen DTL, som siden årtusindeskiftet har mistet næsten halvdelen af medlemmerne. Vognmændenes største organisation har aktuelt cirka 2.500 medlemmer.

Det betyder, at organisationen også i indeværende regnskabsår forventes at komme ud med et underskud. Heldigvis råder DTL fortsat over en pæn tocifret millionformue fra salget af det tidligere domicil, Vognmændenes Hus, på Gammeltorv i 2005.

Eneste undtagelse fra den generelle pessimisme i vognmandsbranchen er ITD. Den sønderjyske organisation kan ligefrem registrere en pæn medlemsfremgang.

Kan det betale sig?

Mange vognmænd føler sig så økonomisk pressede, at de nøje beregner, om deres kontingent nu også giver dem tilstrækkeligt udbytte.

Hvis ikke medlemsfordele som besparelser på diesel og forsikringer samt forenings- og regionsservice vejer tilstrækkeligt tungt på plussiden, bliver det sociale og foreningspræget fællesskab fravalgt.

Folk uden kendskab til vognmændenes egoistiske forkærlighed for egne meninger kan undre sig over, at antallet af vognmandsorganisationer ikke for længst er tilpasset den negative udvikling i medlemstallene.

Vognmænds trang til selvstændighed og retten til særinteresser vejer stadig tungt. Derfor er antallet af organisationsmæssige "kongeriger" stadigt det samme. Også selv om den fastgroede uenighed i vognmandsbranchen ikke er det bedste salgsargument i markedsføringen.

Mindre indflydelse

Færre medlemmer i transportorganisationerne kan i den sidste ende blive en dyr fornøjelse for det samlede transporterhverv. Specielt hvis medlemsflugten fortsat rammer DTL, som i årenes løb notorisk har skabt adskillige politiske resultater til gavn for vognmændene. Ofte i samarbejde med ITD.

Et gammelt udtryk siger, at man kan spare sig ihjel. Det gælder også om politisk respekt og indflydelse.

Endnu har det dalende medlemstal i DTL ikke været nogen mærkbar hindring for at skabe forståelse for den faglige tyngde i vognmændenes argumenter; men hvis den negative udvikling fortsætter, vil det uvægerligt det det gå ud over muligheder for at skabe målrettede resultater.

Et medlemsmæssigt svagt DTL indebærer risiko for, at vognmandsbranchen tvinges til brede politiske pakkeløsninger.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at den organisatoriske imperiebygger Dansk Industri står klar til at overtage de politiske forhandlinger, hvis vognmændene ikke selv kan finde ud af det.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073